Skibet er ladet med frekvensomformere

| Medlemsnyhed | Indrykket af ABB A/S

På en topmoderne sejlende fiskefabrik bliver pladsen udnyttet til sidste millimeter – også når der skal designes styretavler.

Technodan Industrial Controls har netop leveret en styretavle med 106 frekvensomformere fra ABB til en rejetrawler, der skal sejle ud fra Canadas kyst. Det er et barsk farvand, som matches af kravene til holdbarheden på materiellet ombord. Hele skroget af trawleren er indrettet med en fabrik, hvor fangsten i form at rejer og fisk forarbejdes, fryses og opbevares. Derfor er der ingen plads at spilde – heller ikke i styretavlen.

Styretavlen skal i de fleste tilfælde placeres i en snæver mandskabsgang, og for at minimere dybden på tavlen uden at gå på kompromis med personsikkerheden leveres den uden låger, men med de såkaldte Nema-kit. Nema-kittene indkapsler frekvensomformerne og beskytter mandskabet mod kontakt.

- Når du designer trawlerskibe, handler det om at få klemt så meget ned på så lidt plads som muligt. Derfor er det også en fordel, at ABB’s frekvensomformer har nødstop direkte på frekvensomformeren. På den måde undgår vi at skulle sætte kontakter på foran hver frekvensomformer, og det sparer både plads, tid og vedligehold, fortæller projektleder og hardwareingeniør Lars Nielsen fra Technodan Industrial Controls, der har stor erfaring med at levere automationsløsninger til søens folk.

I dette tilfælde er Technodan Industrial Controls projektleverandør af procesudstyr til fabrikken ombord – herunder styretavlen og en række tilknyttede IO-stationer, der sidder ude i processen, hvor man betjener anlægget samt opsamler produktionsdata. I selve tavlen styrer de 106 frekvensomformere, ASC 355, hastigheden på de motorer, der driver transportørerne, som flytter fangsten rundt i produktionen i takt med, at den forarbejdes.

- Alle har været glade for den måde, frekvensomformeren indstilles på. Der er rigtig høj brugervenlighed i betjeningspanelet med menustyringen. Det er nemt at lære at bruge, understreger Lars Nielsen.

 Rejetrawleren, der er 79 meter lang og 16,6 meter bred, er delvist bygget på et værft i Rumænien, hvorfra skroget er blevet slæbt til et værft i Norge, hvor fiskefabrikken nu er ved at blive installeret.

Plads til udvidelser
Selvom pladsen er trang ombord, er tavlen designet, så der er plads til udvidelser. En trawler bliver typisk efterset hvert tredje år, og her bliver fabriksudstyret på trawleren også ofte opdateret. Derfor har Technodan Industrial Controls blandt andet fremtidssikret tavlen ved, at der kan monteres flere frekvensomformere.

Technodan Industrial Controls har eksisteret siden 1988 og er specialiseret i at udvikle avancerede maskinanlæg og processtyringer. Virksomheden beskæftiger omkring 40 medarbejdere fordelt i en projektafdeling i Støvring ved Aalborg samt en afdeling i Randers, der udvikler tavler og software.

 


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
ABB A/S

Meterbuen 33
2740 Skovlunde
Danmark
ABB A/S

Send til en kollega

0.084