23948sdkhjf

Masser af fisk, svinekød og mejerivarer til Kina

Fødevareminister Karen Hækkerup er taget på charmeoffensiv i Kina. Hun skal blandt andet stå i spidsen for et stort dansk fødevarefremstød i Shanghai.
Eksporten af danske landbrugs og fødevareprodukter var i første halvår af 2013 på knap 10 mia. kr. og udgør dermed 58 pct. af dansk vareeksport til Kina. I forhold til første halvår 2012 er der dermed sket en stigning på næsten 40 pct. i eksporten. Der er navnlig tale om eksport af minkskind, idet denne eksport udgør næsten 80 pct. af landbrugseksporten. Eksporten af svinekød udgør 10 pct. og den resterende del er mejeri, fisk og input til især svineproduktionen.

- Vi er begyndt at se en stigende spredning af fødevare-, landbrug- og fiskerieksporten til Kina. I takt med, at de kinesiske forbrugere begynder at få appetit på udenlandske varer, øges mulighederne for de danske eksportører til dette store marked, siger fødevareminister Karen Hækkerup (S).

Ministeren på charmeoffensiv i Kina
Fødevareministeren landede i Beijing søndag med udsigt til et par meget travle dage i Kina. De første dage er pakket med ministermøder og konferencer og den sidste dag står ministeren i spidsen for et stort dansk fødevarefremstød i Shanghai.

Det er for at fastholde og understøtte den nærmest eksplosive vækst af dansk landbrugs- og fødevareeksport til Kina, at fødevareministeren tager til Kina. Et besøg, der efterhånden er kommet på den årlige ministerkalender i fødevareministeriet. Men det er ikke kun de danske fødevarer kineserne er interesserede i.

- Der er stadigvæk et stort behov for modernisering af store dele af den kinesiske landbrugssektor. Kineserne er derfor rigtig interesserede i at lære af det danske landbrugs, siger Karen Hækkerup.

Kontakter til de kinesiske landbrugs- og fødevarerelaterede ministerier har uvurderlig betydning, når det gælder om at fremme dansk eksport af fødevarer og landbrug. Danske virksomheder gør allerede en kæmpe indsats, men fortsat vækst i samme kaliber kræver, at de danske myndigheder støtter op om de danske erhvervsaktiviteter.

Derfor skal fødevareminister Karen Hækkerup i løbet af det første halvandet døgn i Kina mødes med de fire kinesiske ministerier, der har afgørende betydning for danske landbrugs- og fødevarevirksomheders virke i Kina. Hun skal også stå i spidsen for en storstilet fødevaresikkerhedskonference, hvor alle de involverede kinesiske ministerier deltager.

Besøg hos danske virksomheder
I Beijing vil ministeren også deltage i danske virksomheders præsentationer, hvor fødevareministeren vil blive præsenteret for de danske virksomheders resultater og udfordringer i Kina.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at lytte, lære og høre, hvad det er, de danske eksportører har gjort sig af erfaringer, og hvordan jeg som fødevareminister kan hjælpe dem og deres rammebetingelser i Kina, siger fødevareministeren.

På fødeministerens sidste dag i Kina står ministeren i spidsen for et stort dansk fødevareeksportfremstød på en af Kinas betydeligste fødevareudstillinger, der finder sted i Shanghai.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078