23948sdkhjf

Forædling opvejer udfordringer i Danish Crown

Bred markedsadgang og en stadig satsning på forædling betyder et godt resultat for Danish Crown-koncernen i et regnskabsår med udfordrende markedsforhold i branchen.
Danish Crown har i det seneste regnskabsår øget omsætningen med knap 2 mia. kr. fra 56,5 mia. kr. til 58,2 mia. kr., mens resultatet af primær drift på 2.018 mio. kr. ligger marginalt over sidste års resultat på 2.005 mio. kr.

Repræsentantskabet har onsdag godkendt en restbetaling på 90 øre/kg til slagtesvin, 80 øre/kg til søer og 150 øre/kg til kalve og kreaturer.

- Samtidig med at indtjeningen er fastholdt, har vi i løbet af året udbetalt godt 800 millioner kroner mere til vores ejere gennem en højere og konkurrencedygtig pris for råvarerne, siger Danish Crowns bestyrelsesformand Erik Bredholt.

Det er Danish Crowns brede tilstedeværelse globalt samt integrationen i værdikæden, der gennem det seneste år har givet koncernen robustheden til at levere et stabilt resultat, i en tid hvor konkurrencen er benhård.

- Der er i øjeblikket en meget hård konkurrence på markedet for fødevarer, og derfor ser vi også store udsving i resultaterne på tværs af koncernen. Men her viser spredningen i vores aktiviteter virkelig sin styrke til gavn for vores ejere, siger Group CEO for Danish Crown Kjeld Johannesen.

Positive takter fra forædling og Fresh Meat
Den målrettede satsning på forædling i DC Foods viser igen sin berettigelse, for det er især her, resultaterne er positive – og kan opveje udfordringerne ved faldende mængder i den danske råvaretilførsel. Samtidig viser resultatet en robusthed i DC Fresh Meat, hvor bl.a. afsætningen til Japan giver positive resultater på trods af store kursudsving.

- Måler vi os med den europæiske konkurrence, skal vi være tilfredse med resultatet, påpeger Kjeld Johannesen.

Den gennemsnitlige notering for slagtesvin, søer og kreaturer har været højere end sidste år. Det ændrer dog ikke ved, at en stor del af ejerne fortsat er udfordret.

- En række af producenterne har i det forløbne år haft svært ved at tjene penge på deres produktion. Det er heldigvis gået den rigtige vej de seneste måneder, og vi tror på en fortsat bedring i 2014, siger Erik Bredholt.

Råvaretilførslen af slagtesvin til de danske slagterier er faldet yderligere gennem det seneste år. Samlet set er faldet på 3,5 procent.

- Vi har det seneste år forsøgt at komme med nogle nye løsninger, når det handler om at bevare råvaregrundlaget. Det er dog langt fra nok, så også i det kommende år bliver det et afgørende arbejdsområde – og et tema, der vil gå igen i vores dialog med dem, der sætter rammevilkårene for produktionen i Danmark, slutter Danish Crowns bestyrelsesformand Erik Bredholt.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094