23948sdkhjf

Ryaa Energitæt Is til tyske sygehuse

Det er håbet, at en forholdsvis lille investering skal øge eksportomsætningen betragteligt for Aabybro Mejeri.

Styrk eksporten til Tyskland: I denne uge fortæller danske virksomheder i fødevarebranchen til Food Supply om deres erfaringer på det tyske eksportmarked.

"Jeg er hverken god til tysk eller en god sælger - til gengæld er jeg god til mit håndværk", siger mejeriejer Niels Henrik Lindhardt, som med hjælp fra en eksportkonsulent er ved at knække koden til den tyske foodservice sektor.

Læs også: DI: Tyskland er en lavthængende frugt

Niels Henrik Lindhardt, der ejer og driver mejeriet i det nordjyske, har allieret sig med eksportgruppen ”Det gode produkt”, hvor en konsulent skal opdrive nye tyske kunder til nicheproduktet Ryaa Energitæt Is. Et samarbejde, der blev indledt i august måned i år, men som mejeri-ejeren allerede har store forventninger til.

- Jeg har en klar forventning om, at vi inden for et års tid har to tyske kunder inden for foodservice-sektoren, siger Niels Henrik Lindhardt uden tøven.

Det er især sygehuse og plejehjem, der satses på.

”Vores produkt er unikt”
Mejeriet har siden 2002 produceret energitæt is og er førende på hjemmemarkedet. Nu står det tyske marked så for skud. Og lykkes det at få foden inden for, kan det blive en guldgrube.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det vil være en meget lukrativ forretning for os, hvis det lykkes at få hul igennem. Når vi sælger en liter is i Danmark betaler vi rundt regnet 10 kroner til den danske stat i afgifter på blandt andet is, chokolade og nødder. I Tyskland slipper vi for alle de afgifter, forklarer Niels Henrik Lindhardt.

Samtidig ligger mejeriets is i den dyre ende af skalaen, "men det kan vi også tillade os, fordi vi producerer et nicheprodukt", pointerer han.

Læs også: Sådan bliver tyskerne sultne efter dine produkter

Aabybro Mejeri har i forvejen et begrænset salg direkte til tyske isbutikker. En aftale der kom i stand, lidt tilfældigt, ved et opkald på kundens opfordring. I dag tæller denne andel for 1-2 procent af mejeriets samlede omsætning og det er ønsket, at eksportandelen i løbet af de næste par år udvides til omkring 8-10 procent.

Og når gennembruddet kommer, ja så er Aabybro Mejeri også leveringsklar.

- Vi har kapaciteten og er klar hvis det går løs, slutter Niels Henrik Lindhardt og supplerer med en bemærkning om, at mejeriet har udvidet af flere omgange og så sent som sidste år blev der opført en ekstra lagerhal.

Artiklen er en del af temaet Tyskland.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094