23948sdkhjf

Ny direktør i spidsen for FødevareBanken

Karen-Inger Thorsen skal fra 15. marts stå i spidsen for foreningen, der arbejder for mindre madspild i den danske fødevaresektor og for bedre mad til socialt udsatte. En af de fremmeste opgaver bliver at etablere FødevareBanken i Østjylland.
Fra 2010 til 2014 er der sket en stigning på ca. 350% i den mængde af overskudsmad, som foreningen får fra fødevaresektoren og deler ud til socialt udsatte. Samtidig har Velux Fonden inden årsskiftet doneret ca. 23 mio. kroner til foreningens bæredygtige og sociale virke.

Karen-Inger Thorsens fremmeste opgave som ny direktør bliver derfor at føre FødevareBanken over Storebælt med opstart i Østjylland i 2014. Samtidig skal hun sikre, at foreningen udvikler sit virke og sit finansierings-grundlag og bliver økonomisk bæredygtig.

- Det er en opgave, som jeg er meget begejstret for at kaste mig over. FødevareBankens indsats mod madspild og madfattigdom er helt i særklasse i Danmark. Jeg ser det som min fornemmeste opgave at sikre, at vi sammen med de mange frivillige ildsjæle og vores mange samarbejdspartnere får gjort denne indsats national, stabil og holdbar. Og så skal kendskabet til FødevareBankens gode arbejde ud til mange flere kaffeborde og direktionsgange, siger Karen-Inger Thorsen.

Karen-Inger Thorsen kommer fra en stilling som projektchef i Røde Kors asylafdeling, hvor hun igennem tiden blandt andet har stået i spidsen for Røde Kors Kulturhus, ledet udviklingsafdelingen og senest som projektchef har styret en række større EU-projekter. Ved siden af jobbet i Røde Kors har Karen-Inger Thorsen været en af de drivende kræfter bag skabelsen af den socialøkonomiske virksomhed ByBi, som forener biavl, inklusion af socialt udsatte og honningproduktion midt i København.

Hun er derudover medlem af bestyrelsen for andelskassen Fælleskassen. Nu får hun ansvaret for en organisation, som har oplevet en betydelig vækst i sit arbejde siden den så dagens lys i 2009 og står over for store nye opgaver.

- Vi glæder os meget over at få Karen-Inger Thorsen i spidsen for FødevareBanken. Hun kan favne det dedikerede bæredygtige og sociale virke, som tegner foreningen og dens frivillige, ansatte og partnere. Samtidig har hun et meget indsigtsfuldt og kompetent engagement, som vil være helt afgørende, når FødevareBanken i nærmeste fremtid skal udvide sine aktiviteter til at omfatte den østjyske region og samtidig udvikle både nye og etablerede partnerskaber i fødevarebranchen og på det sociale område, siger FødevareBankens bestyrelsesformand og tidligere direktør i Landbrugsraadet Klaus Bustrup.

Fakta om FødevareBanken
FødevareBanken er en forening, der modtager overskudsmad, som stadig er inden for sidste holdbarhedsdato, fra fødevaresektoren og fordeler det blandt samfundets socialt udsatte 6 dage om ugen hver uge - heriblandt børn, kriseramte kvinder, hjemløse, stofmisbrugere og psykisk syge. Mennesker, som ikke altid har psykisk eller økonomisk overskud til at købe og lave sund og nærende mad. Læs mere på www.foedevarebanken.dk



Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141