Asien skal skabe danske fødevarejobs
Fødevareminister Dan Jørgensen indleder i dag en officiel rundrejse i Malaysia og Singapore, hvor han blandt andet skal åbne den danske pavillon på en ledende fødevaremesse i Sydøstasien.
Ifølge tal fra Fødevarestyrelsen er den sydøstasiatiske middelklasse i hastig vækst og vil fra 2010 og frem mod 2017 blive mere end fordoblet fra 40 mio. til 85 mio. mennesker.
- Tallene er svimlende. Og med en prognose, der viser, at mere end halvdelen af den globale middelklasse i 2030 vil være bosat i Asien, ligger det lige for, at den danske fødevareindustri skal satse benhårdt på det asiatiske marked. Det kan blive Danmarks næste eksporteventyr og dermed også en mulighed for at skabe mange nye danske arbejdspladser, siger Dan Jørgensen.
Åbning af dansk pavillon på ledende fødevaremesse
Fødevareminister Dan Jørgensen åbner i dag den danske pavillon på den ledende fødevaremesse FHA (Food and Hotels Asia) i Kuala Lumpur, hvor der forventes 64.000 deltagere fra 95 forskellige lande.
- FHA er en optimal platform for danske fødevarevirksomheder, der vil styrke deres position på asiatiske marked. Danmark er kendt for kvalitet og høj fødevaresikkerhed, som er et vigtigt konkurrenceparameter i den internationale konkurrence. Vi har allerede produkterne, der efterspørges, og det er næsten et åbent ta’-selv bord, hvis vi forstår at skabe de rigtige kontakter, understreger Dan Jørgensen.