23948sdkhjf

Søren Gade: Folkeskolen svigter madundervisning

Landbrug & Fødevarer kritiserer madkundskab for at være et udsultet fag. Hjemkundskabslærerne er enige.
Madkundskab i Folkeskolen er et udsultet fag. Pengene er simpelthen for små, og det går ud over børns sundhed, når de ikke får sunde kvalitetsråvarer mellem hænderne. Det mener Søren Gade, direktør i Landbrug & Fødevarer, som over for Food Supply harcelerer mod vilkårene for madkundskab i skolerne.

- Vi har børn, der spiser skodmad, fordi der aldrig nogensinde bliver brugt ordentlige råvarer, for det har de ikke råd til i skolen, hvor man bruger mellem fem og syv kroner til madlavning per elev. Og forældrene har ikke tid. Så er det altså ikke sært, at det bliver til pizzasnegle i hjemkundskab og en købepizza, når de kommer hjem, siger Søren Gade til Food Supply.

Og kritikken genkendes og bakkes op af Lone Carlson, som er formand for Foreningen for Madkundskab. Foreningen oplever, at beløbene til madkundskab på mange skoler er faldende, og det er ikke ualmindeligt, at man har mindre end ti kroner per elev at gøre med. En undersøgelse fra 2010 viste, at 37 procent af eleverne har under ti kroner om ugen til mad i undervisningen.

Det er så få penge, at det bliver på bekostning af elevernes maddannelse, mener Lone Carlson.

- De penge, vi får til madkundskab, er latterlige. Det er til grin og det er noget, man ikke kan få noget ordentligt ud af. Hvis man skal undervise om bæredygtighed og købe råvarer af en rimelig kvalitet, må man have penge at gøre det for, siger hun.

- På den ene side har vi alle tankerne om dyreetik og miljø. På den anden side er vi nødt til købe billigst, og så er det altså svært at udbrede maddannelse, når man er nødt til gå på kompromis.

I skoleledernes organisation har næstformand Jørgen Mandrup ikke erfaret, at det er et generelt problem, som faglærerne og Søren Gade beskriver det. Han vurderer selv, at der er store økonomiske forskelle fra skole til skole og fra kommune til kommune.

- Det er et forbrugsfag, og vores holdning er, at der skal sættes de resurser af, som der er nødvendige for at opfylde de fælles læringsmål. Mener man som fagteam, at man kan det med de resurser, man har, så skal man gå i dialog med ledelsen på den enkelte skole, siger han.

Hjemkundskab eller madkundskab?

Faget ændrer navn, når Folkeskolereformen træder i kraft efter sommerferien i år. Hidtil har faget heddet hjemkundskab, men skal fremover hedder madkundskab.

Faglærernes forening Hjemkundskabsforeningen har derfor også skiftet navn til Foreningen for Madkundskab.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094