23948sdkhjf

Optimismen er tilbage hos Svanholm ØkoGrønt

Nedlagte stillinger er oprettet igen efter brud med detailbranchen. Planteavleren fra Hornsherred satser alt på food service og små fællesskaber.
Svanholm ØkoGrønt i Skibby på Sjælland var en pioner inden for økologisk grøntsagsavl. Man leverede allerede til FDB-butikker i 1981, og da det var på sit højeste, omsatte man for 24 mio. kroner til dagligvarehandlen. Men efter 32 år var Svanholm slidt op af at handle med detailbranchen.

Et samarbejde med Netto, som man havde haft siden midten af 90’erne, blev i januar 2013 sagt op. Det skete efter længere tids krise i samarbejdet, hvor man hos Svanholm følte sig begrænset til kun at lave posekartofler, og da Netto ikke længere ville aftage Svanholms grønne bønner, besluttede man sig for at vende detailhandlen ryggen.

- Når man har for få muligheder hos en enkelt kunde, så er man nødt til at skifte, og Netto var ikke vejen frem. Almindelige spisekartofler er en ting, som er på vej tilbage i markedet, men det var svært for os at få plads til alle vores specialiteter, siger Poul Henrik Hedeboe, som er driftsleder hos Svanholm ØkoGrønt.

Fyringer var uundgåelige
Svanholm har fundet en ny og anderledes partner, den økologiske producent planteavler Søris fra den nærliggende by Ølstykke, som leverer til food service-grossister. Skiftet har ikke været gratis. Det kommer til at gøre ondt, før det gør godt. Omsætningen er umiddelbart faldet fra 6 mio. kroner i 2013 til det, der ligner 2,5 mio. kroner i 2014.

Til gengæld stiger salg af egenproduktion i år, som i 2013 stod for 1,5 mio. kroner. Al indkøb og pakkeri er skåret, og i dag beskæftiger Svanholm sig kun med egenproduktion.

- Man laver ikke sådan nogle forandringer, uden at det koster noget, men min vurdering er, at vi kommer ud på den anden side og klarer det udmærket, siger Poul Henrik Hedeboe, driftsleder hos Svanholm ØkoGrønt.

Efter bruddet med Netto måtte Svanholm fyre tre medarbejdere i produktionen, men optimismen er tilbage, og siden er to nye stillinger blevet oprettet.

- Vi er meget tilfredse med første sæson, så det ser ud som om, vi er på vej mod bedre økonomi, siger Poul Henrik Hedeboe.

Ikke bare posekartofler
Han glæder sig over, at man nu kan afsætte en længere stribe af grøntsager som rødbeder, gulerødder, pastinakker, persillerødder og hokkaido.

Han glæder sig også over, at man med Søris får “mere profil”, som han kalder det, når Svanholms grøntsager primært fremover skal aftages i nærområdet. Med et farvel til detailhandel er det ikke kun indkøb og pakkeri, man har droppet. Man har også droppet at nå ud i alle hjørner af landet og ønsker nu at være en lokal leverandør for det nordlige Sjælland inklusiv København. Således vil Svanholm også handle med små lokale indkøbsfællesskaber.

- Vi bliver mere synlige som en lokal producent, og det er ikke vækst, som vi følger, når kigger på vores fremtid og bestemmer os for, hvad det er, vi virkelig vil, og vi vil være mere synlige i lokalområdet.

Svanholm ØkoGrønt blev startet som kollektivbrug i 1978 af cirka 40 familier. Et ejerforhold, som stadig fungerer.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109