23948sdkhjf

Økologisk slagtehus på vej i Vendsyssel

Landmand ved Serritslev vil åbne økologisk slagtehus blandt andet for at kunne slagte egne dyr og sælge dem med det røde ø-mærke.
Fonden for Økologisk Landbrug har bevilliget 230.000 kroner til, at Bo Larsen, der er landmand og driver Ulvhøj Øko-Brug, kan undersøge grundlaget for at etablere et økologisk slagtehus. Det er Agri Nords økologiprojektkonsulent Linda Udklit, der har stået for at søge midlerne hjem til projektet.

- Pengene fra fonden skal gå til at afdække grundlaget for at etablere slagtehuset. Vi skal blandt andet lave en markedsundersøgelse hos forbrugere for at vurdere interessen for at købe eksempelvis økologiske kødpakker i stil med de økologiske grønsagskasser, som Ulvhøj Øko-brug allerede leverer i samarbejde med andre økologiske grønsagsproducenter i Nordjylland, siger Linda Udklit, Agri Nord.

Der skal desuden undersøges behovet for økologiske slagtninger i Nordjylland.

Det røde ø er afgørende
Bo Larsen har i dag landbrug plus gårdbutik og egen skærestue.

Det er ønsket om at få slagtet dyrene på et certificeret økologisk slagtehus, der har sat gang i projektet, som Bo Larsen håber på kan blive en realitet inden årets udgang.

- I dag får jeg slagtet mine dyr ved et konventionelt slagtehus, hvilket betyder, at jeg ikke kan sælge kødet med det røde ø-mærke. Det har hidtil ikke været noget problem, fordi jeg har en række faste kunder som ved, at dyrene er opdrættet økologisk. Men nu vil en af mine storkunder til at godkendes som økologisk køkken, og så kræver det det røde ø. Det giver desuden mulighed for at sælge til restauranter, der efterspørger økologiske kød, fortæller Bo Larsen om baggrunden for initiativet.

Han lægger stor vægt på, at der tages hensyn til dyrevelfærden, også når der tales som transport til slagteriet. Han har bevist fravalgt at fragte dyrene til Hobro eller Farsø, som tidligere var det nærmeste alternativ til et certificeret økologisk slagtehus.

Da han satte gang i projektet var der ingen slagtehuse i Vendsyssel på Fødevarestyrelsens liste over certificerede økologiske slagtehuse. Siden har et andet slagtehus i Vendsyssel fået godkendelsen. Det ændrer dog ikke på Bo Larsens ambitioner.

- Mine dyr vil få den kortest mulige afstand til slagtning, og vi vil selv have hele processen fra jord til bord, fortæller Bo Larsen, der desuden ser et potentielt fremtidigt generationsskifte, idet hans søn er uddannet slagter.

Bo Larsen opdrætter både svin og kvæg på Ulvhøj Øko-brug og vil desuden tilbyde slagtninger for andre producenter.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078