23948sdkhjf

Fødevarebranchen øjner gode eksportmuligheder med frihandelsaftale

Fødevarebranchen er godt repræsenteret i den handelsdelegation, der med Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen i spidsen, følges med Kronprinseparret på deres officielle besøg i Canada. Turen skal give de danske virksomheder et skub ind på det marked, en frihandelsaftale snart gør mere tilgængeligt.
En række fødevarevirksomheder er blandt de 80 virksomheder, der er med i Mogens Jensens handelsdelegation, der fra den 17. til den 19. september besøger Canada. En del af dem eksporterer allerede til Canada, mens andre håber at komme ind på markedet hurtigst muligt, da en frihandelsaftale vil give dem et ekstra skub fremad i Canada.

Formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, er med på turen, og også han ser generelt positivt på den kommende frihandelsaftale, selv om konsekvenserne for den danske fødevareeksport endnu ikke er helt klarlagt.

- Canada og Danmark er begge landbrugslande, så naturligvis er der områder, hvor en frihandelsaftale ikke udelukkende vil være positiv for de danske fødevarevirksomheder. Dele af den canadiske fødevareproduktion er meget konkurrencedygtige. Alligevel bør vi se positivt på en frihandelsaftale mellem to så store spillere som EU og Canada. Det gør samhandlen lettere, og på sigt bliver det også lettere for danske virksomheder at komme ind på det canadiske marked, siger Martin Merrild.

Det endelige udkast til frihandelsaftalen skal drøftes i forbindelse topmødet mellem EU og Canada d. 26. september.

Stort potentiale
Martin Merrild fremhæver blandt andet, at der i det seneste udkast af frihandelsaftalen er forøgede mejerikvoter til EU, som vil gøre det lettere at sælge mejeriprodukter til Canada i fremtiden.

- Fødevareklyngen står normalt for omkring 25 pct. af den danske eksport til et givent land, imidlertid står den kun for omkring 15 pct. af eksporten til Canada på grund af den nuværende meget restriktive canadiske importpolitik. Det ser jeg som udtryk for, at der er meget potentiale og plads til mere eksport for fødevareklyngen. Derfor er det også vigtigt, at vi er med på ture som denne, siger Martin Merrild.

Han håber, turen giver mulighed for at man kommer lidt tættere på hinanden og muligvis får løst op for nogle af de udfordringer, en frihandelsaftale kan give.

Den danske delegation præsenterer virksomhederne i fire forskellige messespor: Green, Health, Style og Taste. I løbet af de tre dage besøger både Kronprinseparret og Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen alle fire messer.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112