23948sdkhjf

Fødevarenetværk skaber arbejdspladser

Mindst 36 nye arbejdspladser på to år. Samarbejde og aktiviteter på tværs af fire kommuner har skabt vækst og udvikling i den vestjyske fødevareproduktion.
I stedet for at konkurrere med hinanden har kommunerne Holstebro, Struer, Lemvig og Ringkøbing-Skjern igennem de sidste år arbejdet tæt sammen om at udvikle den regionale madkultur igennem projektet ”Madlandet i vest”. Det har skabt resultater. Helt konkret er der blevet skabt flere end 36 nye arbejdspladser inden for den vestjyske fødevareproduktion. Resultaterne skyldes ikke alene projektet, men i høj grad også de mange dygtige fødevarevirksomheder og gode råvarer, der kendetegner området.

Netværket er det vigtigste
Hen over de sidste to år er der blevet arbejdet med produktudvikling, afsætning og logistik. Der er udviklet en produktionsvogn på hjul, så små fødevareproducenter kan bruge den til at teste ting af, inden de selv investerer i nyt udstyr. Der er lavet gavekasser med reklame for vestjyske produkter, gavekort og bogen ”Vestjyske Livretter – en samtalekogebog” er udkommet. Derudover har de vestjyske fødevareproducenter deltaget sammen på messer og markeder rundt i det vestjyske.

Alle aktiviteter har været med til at sætte fokus på de vestjyske fødevarer og fødevareoplevelser, men den vigtigste katalysator for vækst og udvikling har, ifølge Bolette van Ingen Bro fra Navigators, der har haft projektledelsen på ”Madlandet i vest”, været det tætte samarbejde og netværket:

- På kryds og tværs af kommunegrænserne har Madlandet i vest været med til at skabe rammer for, at vores fødevareproducenter, spisesteder, oplevelsessteder, turistkontorer og mange flere har lært hinanden at kende, har fundet ud af at samarbejde, bruge hinandens produkter og har udvekslet erfaringer og viden.

Hun forklarer videre:

- De kompetencer, den viden og de erfaringer, der kan hentes ved at være en del af sådant et netværk er med til at spare både tid og penge og frigør dermed ressource til udvikling i stedet.

Et boost for fødevareproducenterne
Ud over de mange nye arbejdspladser, så har aktiviteterne i projektet også bidraget til, at der er kommet flere vestjyske fødevareprodukter på markedet, ligesom de er blevet mere tilgængelige og synlige. Og producenterne oplever også, at de lokale produkter er blevet mere efterspurgte.

- Ved at være med i aktiviteterne i Madlandet i vest og være en del af netværket har vi hos Tvis Honning oplevet dobbelt indtjening i forhold til før og har udvidet med 20 %. Desuden har vi åbnet en gårdbutik og oprettet en ny arbejdsplads, Martin Mose, Tvis Honning og også Casper Frederiksen fra CF Kitchen og Café Humlum er tilfreds med netværket.

- Igennem aktiviteter i Madlandet i vest har jeg fået et godt samarbejde med mange lokale producenter og bruger mange af de lokale råvarer i mine køkkener. Jeg har desuden udviklet min virksomhed og oprettet flere nye arbejdspladser, siger han.

- I takt med at virksomhedens netværk er blevet opbygget, bl.a. igennem aktiviteter i Madlandet i vest og igennem medlemskab af Regional Madkultur Vestjylland, har vi hos Staarup Haandbryg fået en større kundekreds og øget vores omsætning. Oven i hatten har vi fået en masse gode samarbejdspartnere, som vi kan udveksle erfaringer med, siger John Smith, Staarup Haandbryg, der også har deltaget i projektet sammen med Bent Graakjær fra Westergaards Hotel, der understreger:

- I vores køkken bruger vi lokale råvarer. Vi er kommet til at kende producenterne rigtig godt og ved, de står inde for kvaliteten. Vi fortæller stolt historien om de lokale råvarer og producenterne, og det vækker interesse hos gæsterne – og er med til at trække flere til.

Projektet har været støttet med tilskud fra Den Europæiske Union ved Den Europæiske Fond for Udvikling af Landdistrikter og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Region Midtjylland og de fire kommuner Holstebro, Struer, Lemvig og Ringkøbing-Skjern.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173