23948sdkhjf

Det går godt i Blans

Tirsdag den 18. november besøgte borgmester Erik Lauritzen og Ole Wandahl Stenshøj, formand for erhvervsudvalget i Sønderborg Kommune, slagteriet i Blans. Her kunne de gladeligt konstatere, at det går rigtig godt.
Danish Crowns slagteri i Blans er en af Sønderborg Kommunes store arbejdspladser med over 900 medarbejdere. Tirsdag den 18. november besøgte borgmester Erik Lauritzen og Ole Wandahl Stenshøj, formand for erhvervsudvalget, slagteriet for at høre, hvordan Sønderborg Kommune kan understøtte, at produktionen og arbejdspladserne på slagteriet fastholdes.

Danish Crown er udfordret i disse år. Antallet af leverede svin til slagtning er faldende og i august i år tog Danish Crown konsekvensen og fyrede 150 medarbejdere, heraf 26 i Blans. Antallet af fyringer ville have været endnu højere, hvis det ikke samtidig var besluttet at flytte produktion fra Faaborg til Blans. Flytningen af produktionen sker om et års tid.

- Vi fik en rundvisning på slagteriet, der jo er meget moderne og har en meget avanceret produktionsteknologi. Det hænger delvis sammen med den opdatering af hele produktionsanlægget, der var en følge af den store brand i 2007. Vi havde en rigtig god snak med fabrikschef Ole Carlsen, der udtrykte stor tilfredshed med Danish Crowns samarbejde med både teknisk forvaltning og Sønderborg Jobcenter, fortæller borgmester Erik Lauritzen.

Ole Wandahl Stenshøj var også godt tilfreds med besøget.

- Lige nu går det godt i Blans. Den 1. december udvider de antallet af slagtninger fra 52.000 svin pr. uge til 58.000, og det betyder, at der skal ansættes yderligere 25 medarbejdere. Det er en rigtig god nyhed og endnu et skridt i retning af at reducere ledigheden i Sønderborg Kommune. Vi fik også en god snak om virksomhedens rammebetingelser, infrastruktur og energiforhold. Hermed har vi nu et godt billede af, hvordan vi bedst muligt kan understøtte slagteriet, siger Ole Wandahl Stenshøj.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125