EU-milliarder skal skabe vækst i europæisk fødevareproduktion
EU-Kommissionens investeringspakke på 315 mia. euro kan ifølge Landbrug & Fødevarer skabe vækst og beskæftigelse i den europæiske fødevareproduktion med investeringer i bl.a. grøn omstilling og bedre digital infrastruktur.
- Det er utroligt positivt, at Kommissionen lægger op til en investeringsplan i denne skala. Vi ved, at der i fremtiden vil blive behov for at producere flere fødevarer til en stigende verdensbefolkning. Europa ligger i et klimatisk smørhul for fødevareproduktion, og vi er i EU både langt fremme på innovation og bæredygtighed. Det europæiske kontinent sukker efter vækst og arbejdspladser, så derfor er vores klare anbefaling til Kommissionen, at den tænker fødevareproduktionen ind, når man skal sætte navn på milliarderne, siger Landbrug & Fødevarers erhvervspolitiske direktør, Lone Saaby.
Et oplagt investeringsemne, som Landbrug & Fødevarer også vil pege på, er udviklingen af den avancerede bioøkonomi.
- Danmark er førende på bioteknologi og har en meget stærk fødevareklynge, så der er et fantastisk dansk potentiale for at blive et bioøkonomisk vækstcenter, der udvikler nye teknologier og værdikæder. Vi har biomassen til rådighed og kan derfor rykke hurtigt, f.eks. hvis der investeres i bioraffineringsanlæg, fortæller Lone Saaby.
Hun mener samtidigt, at udviklingen af europæisk energiinfrastruktur bør stå højt på Junckers dagsorden.
- Investeringer, der fremmer et fungerende indre energimarked, vil være med til at reducere omkostningerne ved den ambitiøse grønne omstilling i Europa og derved bidrage til forbedret europæisk konkurrenceevne, siger Lone Saaby.
Infrastrukturen i forhold til internet kan også med fordel udbygges. Adgang til effektivt internet er i dag en central del af produktionsprocessen, også fx i landbruget, hvor fx moderne målrettet ukrudtsbekæmpelse og effektiv brug af moderne malkemaskiner forudsætter adgang til bredbånd af ordentlig kvalitet.
- Ikke desto mindre mangler man fortsat tilstrækkelig adgang til bredbånd i yderområderne, hvor store dele af fødevareproduktionen ligger, siger Lone Saaby.
På transportområdet er der også et væsentligt potentiale i at udbygge og styrke infrastrukturen, så transporten på tværs af Europas indre marked kan foregå smidigere, billigere og mere miljøeffektivt.
- Man kan fx udbrede muligheden for modulvogntog i hele EU, og man kan sikre, at der ikke er lokale barrierer i form af fx vejbroer med utilstrækkelig bæreevne. Der er også potentiale i at sikre bedre omladning fra lastbil til jernbane på centrale strækninger ved at etablere løsninger, hvor traileren sættes direkte op på godstogene, siger Lone Saaby.