23948sdkhjf

Friland: Salget af økologisk kød stiger

Forbrugerne på en række af Frilands vigtigste markeder efterspørger i stigende grad økologiske produkter. Seneste regnskab fra Friland afslører at man i det senste år har slagtet 108.000 økologiske grise, hvilket er en stigning på 11 procent.
Der er fremgang i salget af økologisk kød i Europa.

Det har gavnet Europas største økologiske slagteri Friland, der netop har aflagt regnskab. Et regnskab, der viser, at der i seneste regnskabsår blev slagtet cirka 108.000 økologiske grise, hvilket er en stigning på 11 procent sammenlignet med året før. Fremgangen i salget af økologisk oksekød var i samme periode på 6%

- Det skyldes en generel vækst i efterspørgslen fra både detailhandlen, foodservice kunder og industrien, og det er tydeligt, at flere forbrugere og køkkener vælger økologisk, når de køber ind. Derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at væksten i salget af økologisk kød hviler på en sund udvikling i markedet og ikke er et resultat af kampagner med billigt økologisk kød, siger Henrik Biilmann.

Det er ikke kun i Danmark, at efterspørgslen efter økologisk kød fra Friland har været stigende. Også på vigtige nærmarkeder som Tyskland og Frankrig har forbrugerne i stigende omfang valgt økologisk, ligesom Friland i løbet af året har åbnet døren til nye økologiske markeder i Asien.

Derfor er der også behov for flere leverandører af specielt økologiske grise for at følge med efterspørgslen
- Jeg tror på, at vi om tre år skal bruge cirka 1.000 ekstra grise om ugen for at følge med. Det gælder både efterspørgslen fra de europæiske markeder og fra de eksportmarkeder i specielt Asien, hvor Friland i disse år arbejder hårdt på at øge afsætningen, siger Henrik Biilmann.

Flot efterbetaling
Også når det gælder slagtning af frilandsgrise, limousine kalve og Friland kødkvæg, er antallet af slagtninger øget i det seneste regnskabsår.

Det betyder, at Friland kan levere cirka 30 millioner kroner tilbage til virksomhedens leverandører i efterbetaling.

- Det er et meget flot beløb, som vi er glade for at kunne levere til de mange landmænd, der har turdet tage chancen med enten økologisk produktion eller frilandsproduktion. Beløbet afspejler tydeligt den øgede lyst til at købe økologisk kød og kød med ekstra høj dyrevelfærd, og jeg forventer, at det er en udvikling, der vil blive forstærket i de kommende år, siger Henrik Biilmann.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078