Jylland får sin første svanemærkede butik
Aarhusiansk Kiwi venter ministerbesøg i dag
- Der er god grund til at glæde sig over, at Jylland nu får sin første svanemærkede butik. Produkter med Svanen eller Blomsten indeholder mindre skadelig kemi, genererer mindre affald og gør det langt nemmere at træffe grønne valg på indkøbsturen. Jeg arbejder for at gøre miljømærkerne Blomsten og Svanen mere udbredt, og min kommende strategi om forebyggelse af affald vil også indeholde initiativer, der skal gøre miljømærkerne mere udbredte, siger Kirsten Brosbøl.
I en svanemærket butik er forbrugerne sikret et stort udvalg af miljømærkede og økologiske produkter. Derudover skal butikken leve op til skrappe krav til energiforbrug og sortering af affald til genanvendelse.
Satser på flere svanebutikker
Lystrup-butikken er den første svanemærkede Kiwi, men det bliver ikke den sidste, hvis det står til Kiwis kædedirektør, Carsten Hansen.
- Kiwi har i forvejen en række grønne tiltag som rabatter på økologi, Danmarks billigste frugt og grønt og genanvendelse af overskudsvarme. Svanemærket passer godt til de ting og skal være med til at styrke vores grønne profil. Nu arbejder vi målrettet efter, at mange flere butikker skal svanemærkes, siger han.
Svanemærket er det nordiske miljømærke, der netop er fyldt 25 år. Danmark har i forvejen to svanemærkede butikker – Irma på Islands Brygge i København og SuperBrugsen i Hvalsø.
I 2013 blev der omsat for mere end 6,5 milliarder kroner svanemærkede produkter og serviceydelser. Det er næsten dobbelt så meget som i 2009.
Siden 2008 er antallet af svanemærkede produkter og serviceydelser vokset fra 3.500 til omkring 10.000 produkter og serviceydelser.