Job-stop hos bryggerigigant
Ikke flere ansættelser i år i Carlsberg-koncernen. Rusland-krisen kradser og koster to bryggerier livet.
- Det er rigtigt, at vi har indført et ansættelsesstop, og at det skyldes rubelkursen, som har påvirket os meget. Vi har hele vejen igennem forsøgt at imødegå de makroøkonomiske forandringer i forhold til Rusland, og det her er et nyt initiativ i den indsats, siger pressechef Jens Bekke til mediet FødevareWatch.
Han uddyber, at der derfor ikke er udsigt til nyansættelser i år i bryggerikoncernen. Dog med undtagelse af sæsonarbejdere i travle perioder o.l.
500 medarbejdere påvirket af bryggerilukninger
Carlsbergs ledelse har også valgt at lukke to af sine ti bryggerier i kriseramte Rusland.
Det drejer sig om bryggerier i byerne Chelyabinsk (Baltika-Chelyabinsk) og Krasnoyarsk (Baltika-Pikra). Salgs- og distributionsorganisationerne vil blive videreført i de to byer, men leverancerne vil fremover ske fra Carlsbergs øvrige otte russiske bryggerier.
Lukningen reducerer Carlsbergs russiske kapacitet med godt 15 procent og påvirker omkring 5-600 medarbejdere.