23948sdkhjf

Fotograf taler ud: Sådan blev jeg bootlegger

Kristian Juul faldt pladask for redneck-whiskey og er nu importør
På hans visitkort står der "Kristian Juul - Bootlegger". Og det, han sælger, er "moonshine".

Eller på dansk: En spritsmugler, der sælger hjemmebrændt spiritus. Det lyder bare meget bedre på amerikansk, og det var også i høj grad hele den amerikanske indpakning, der i efteråret 2013 fik freelance-fotografen Kristian Juul til at falde pladask for Ole Smoky Tennessee Moonshine.

Han var på roadtrip i Tennessee sammen med sin kæreste og sin søn, og ved nationalparken Great Smoky Mountains kom de gennem Gatlinburg, hvor de stødte på det lokale whiskey-destilleri. Der er altid gratis smagsprøver på den ulagrede majswhiskey i forskellige smagsvarianter, og der gik ikke mange sekunder, før Kristian Juul var solgt.

- Simpelthen for fedt

- Jeg tænkte, at det her, det er simpelthen for fedt. Det var også hele stemningen på destilleriet med rednecks med langt skæg, selebukser og truckerkasketter. Og live bluegrassmusik ude foran, hvor folk bare sidder og hygger sig i gyngestole, mens de nyder noget moonshine.

- Da jeg kom hjem og skulle holde julefrokost, smed jeg moonshine på bordet, og så drak vi det i stedet for julesnaps, fortæller han til Food Supply.

"Vi" er hans svoger Christian Bay-Jørgensen og hans gode ven Anders Krøyer Lauritzen, og de tre blev hurtigt enige om, at de blev nødt til at give resten af Danmark mulighed for at få moonshine fra Tennessee på bordet.

- Vi skrev til Ole Smoky Tennessee Moonshine, og en uge efter holdt vi telefonmøde med deres CEO. Han sagde "You guys - you´ll have a blast", og så var vi nærmest klar til at gå i gang, beretter bootleggeren fra Frederiksberg.

Excellent Wine med på vognen

De tre fik Excellent Wine i Herning med som fjerde led i et anpartsselskab, hvor de erfarne Herning-folk står for fragt, afgifter, distribution og lagerbeholdning, mens de tre idémænd sørger for salg og for at udbrede det glade budskab.

Lidt vanskeligheder med importtilladelsen betød, at Kristian Juul og hans med-bootleggere først kunne lande den første palle i december sidste år. Den indeholdt 1512 glas - eller på amerikansk: jars - som er det, Ole Smoky Tennessee Moonshine bliver solgt i.

- De første jars er ved at være solgt, så vi er netop i disse dage klar til at trykke på knappen til de næste to og en halv palle, fortæller Kristian Juul.

Indtil videre er der indgået aftale om forhandling med en lille håndfuld vinforhandlere i København og Aarhus, og man kan også købe dråberne fra Tennessee på en enkelt bar, Bootleggers i København.

De langskæggede rednecks i Gatlinburg laver deres moonshine i en lang række forskellige smagsvarianter, hvoraf de danske fans i første omgang har importeret tre. Dels den originale udgave med en alkoholprocent på 50, og dels to mildere - og meget sødere - varianter med 20 procent alkohol: Apple Pie og Blackberry.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079