23948sdkhjf

Aller Aqua bliver størst i Afrika

Fiskefoderfabrikken fra Christiansfeld indvier ny fabrik i Egypten
Aller Aqua Group fra Christiansfeld har på tirsdag en festdag uden for Cairo i Egypten. Virksomheden, der er en af Europas største producenter af miljøvenligt fiskefoder, indvier sin nye, egyptiske fabrik.

Ifølge Aller Aqua Group er fabrikken både Egyptens og hele Afrikas største og mest moderne til produktion af miljøvenligt, ekstruderet fiskefoder.

Aller Aqua Group købte i samarbejde med Investeringsfonden For Udviklingslande i 2011 majoriteten i et egyptisk ejet familiefirma. Det er dette firma - med navnet Aller Aqua Egypt - der efter en investering på et stort, to-cifret millionbeløb, nu er klar til indvielse en times kørsel uden for Cairo.

Henrik Halken, der er formand for det egyptiske selskab, oplyser, at udvidelsen giver mulighed for at tredoble salget. Fabrikken skal primært lave foder til opdræt af fiskearten tilapia, der er er en særdeles populær spisefisk i Egypten.

- Med vores vegetabilske tilapia-foder kan man nøjes med cirka halvandet kilo foder for hvert kilo fisk, der bliver opdrættet. Det er sammensat, så det passer lige præcis til tilapia, siger formanden til Food Supply.

Egypten et marked med udfordringer

Den nye fabrik får cirka 65 ansatte, alle lokale, og den kommer til at operere på et marked, hvor tingene ikke altid er helt nemme.

- Siden 2009, hvor vi rejste til Egypten første gang, er der som bekendt sket rigtigt meget politisk i Egypten. Vi oplever daglige udfordringer, som for os i Danmark er helt uforståelige. I de første år tog det for eksempel op til tre dage, inden man kunne få brændstof til de lastbiler, der skal transportere råvarer til fabrikken – så det gjaldt om at være skarp på planlægning, nævner Henrik Halken.

- Vi har også prøvet at have haft alle vore medarbejdere på fabrikken indkvarteret under den seneste revolution, hvor præsident Mursi blev afsat, tilføjer formanden.

Han og kollegaerne har oplevet stor interesse for projektet fra politisk hold. Der har således været besøg af både den danske udviklingsminister, den danske ambassadør og flere lokale politikere fra Egypten.

Aller Aqua har siden virksomheden begyndt at producere fiskefoder for over 50 år siden været i konstant vækst. Ud over fabrikken i Christiansfeld er der i 2001 bygget fabrik i Polen og i 2007 i Tyskland. Virksomheden sælger fiskefoder til over 50 lande, og den samlede omsætning er på omkring en milliard kroner.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078