Easyfood bygger innovationscenter efter rekordår
Fødevarevirksomheden endte 2014 med et overskud på 5,8 millioner kroner
Kreativitet og konceptudvikling er nogle af de ord, Easyfood selv bruger i forbindelse med det nye innovationscenter, hvor medarbejderne kan leve i det univers, virksomheden gerne vil sælge løsninger og produkter til.
Nybyggeriet inkluderer - ud over en café - plads til for eksempel at teste kreative salgssituationer og pop-up-butikker. Easyfood har blandt andet ansat en designer og en kokke-uddannet konceptudvikler, der udvikler i tæt samarbejde med kunderne, og gerne ude hos dem, midt i salgs- og forbrugssituationen.
Regnskabssuccesen i 2014 skyldes ikke mindst vækst på udenlandske markeder i blandt andet Polen, Tyskland og Skandinavien, og virksomheden forventer, at væksten fortsætter i 2015. i den forbindelse spiller innovationscentret en vigtig rolle.
- En stor legeplads
-Vi får et arbejdende laboratorium og værksted, og det mindsker afstanden til både kunden og brugerne. Det betyder også, at vi fokuserer på en international medarbejderkultur med inspiration og kompetencer fra flere kontinenter, der skal sikre virksomheden et forspring i den globale konkurrence, siger Easyfoods direktør, Flemming Paasch.
- Vi har skabt en stor legeplads, som kommer vores kunder, leverandører og interessenter til gode, tilføjer han.
Easyfood udvikler, fremstiller og leverer forædlede convenience-brødprodukter til det danske og europæiske marked. Virksomheden har fokus på færdige løsninger og koncepter til convenience stores, cafeer og kaffebarer.