23948sdkhjf

Innovation i agro- og fødevareindustrien

KLUMME: AgroTech tilbyder adgang til ny viden og teknologi - og er tæt på at trække et større millionbeløb ind i fødevareerhvervet
Hvert år investerer det offentlige cirka 300 mio. kroner i Danmarks ni GTS-institutter (Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter). AgroTech er det institut, der har fokus på agro- og fødevareindustrien. Lige nu er ansøgningsprocessen om nye udviklingsmidler i gang. Men hvilken gavn har fødevareerhvervet af et GTS-institut?

GTS-institutterne bidrager til at skabe dansk innovation, vækst og arbejdspladser. Tre ting, der er behov for i disse tider, hvor økonomien i fødevareerhvervet er under pres. Men innovation er altid vigtigt, krise eller ej. Spørgsmålet er, hvordan danske virksomheder kan blive mere innovative uanset deres størrelse. Her spiller GTS-institutterne en rolle.

Adgang til laboratorier og kompetencer

En af vejene til mere innovation er adgangen til ny viden og til faciliteter, hvor ny teknologi kan afprøves på forskellige stadier i udviklingsprocessen. Megen innovation er nemlig båret af teknologiske landvindinger og det er krævende – ofte urealistisk - for en virksomhed at have sit eget test-set-up, ligesom der kan være behov for at supplere virksomhedens egne kompetencer med eksperter på et givet felt.

Her spiller AgroTech en central rolle. Vi har specialkompetencer inden for det meste af fødevareværdikæden, og vi har en stribe testfaciliteter og laboratorier, ligesom vi arbejder tæt sammen med universiteter. Vi satser benhårdt på produktudvikling af fødevarer, hvor vi inddrager kompetencer om råvarekvalitet og funktionelle egenskaber, som vi kobler med kompetencer inden for områder som sensorik og gastronomi.

Millionbeløb til udvikling af innovative fødevarer


Lige nu er vi ved at lægge sidste hånd på en ansøgning, der skal trække et større millionbeløb ind i fødevareerhvervet. Under temaet "FoodtureLab – fra gastronomi til industriel produktion" vil vi udvikle og tilbyde testfaciliteter, teknologiske services og rådgivning, som understøtter fødevareproducenterne i udviklingen af innovative fødevarer. Vi kigger i den forbindelse på temaer som ressourceeffektivitet, planteværdistoffer og globale forbrugertrends. Vi vil sørge for at stille kompetencer og udstyr til rådighed, så producenterne kan gå fra idéstadie over prototype til produktion i industriskala.

En åben proces

Alle har en interesse i, at de midler vi som samfund investerer i forskning- og udvikling, går til de rigtige aktiviteter. Derfor lægges alle aktivitetsforslag fra GTS-institutterne frem på hjemmesiden www.bedreinnovation.dk , hvor interessenter fra 7. april kan læse og kommentere forslagene.

Hos AgroTech har vi naturligvis forud og under processen med at beskrive aktiviteterne været i tæt dialog med erhvervet. Men vi håber og opfordrer til, at rigtig mange vil benytte lejligheden til at gøre indflydelsen gældende, så vi bruger vores udviklingsressourcer til maksimal gavn for vores nuværende og kommende kunder.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078