23948sdkhjf

Færch Plast på opkøb i England

Færch Plast investerer i termoformede emballageløsninger til fødevareindustrien.
Emballagevirksomhed Færch Plast A/S med hovedsæde i Holstebro styrker sin position med opkøb af Anson Packaging Ltd., der leverer termoformede emballageløsninger af høj kvalitet til primært den engelske fødevareindustri.

Opkøbet er del af en vækststrategi, der skal styrke Færch Plasts position som leverandør til den globale, ekspanderende fødevareindustri.

Styrket position
Opkøbet sker blot ét år efter kapitalfonden EQT VI’s opkøb af Færch Plast. Et ejerskab, der har åbnet op for en række muligheder for at videreudvikle Færch Plast på det internationale marked bl.a. gennem opkøb.

- Færch Plast har mulighed for at udvikle sig yderligere i Europa og endda på globalt plan. Det nye ejerskab giver os en platform for offensivt at undersøge mulighederne for opkøb. Vi er derfor meget glade for, at opkøbet nu er en realitet. Med opkøbet af Anson Packaging styrker vi Færch Plasts position som ledende inden for produktion af emballage til færdigretter, fersk kød samt kolde fødevarer og snacks, siger Lars Gade Hansen, President & CEO hos Færch Plast.

Anson Packaging har hovedsæde i Ely, Cambridgeshire og har med sine 40 års erfaring samt en omsætning på mere end 500 mio. kr. en meget stærk position på markedet for ”food to go”-produkter, mejeridesserter, bageri- og convenience-fødevarer. I kombination med Færch Plasts markedsledende position på CPET-emballage til færdigretter og en stærk position på det engelske marked generelt, giver opkøbet af Anson Packaging den Holstebro-baserede virksomhed mulighed for at servicere kunderne med en endnu større og bredere produktportefølje.

Vil bygge videre
Anson Packaging er en solid virksomhed med et stærkt fundament. De har opbygget stærke kompetencer inden for design og innovation på emballageområdet. Det er en position, Færch Plast ønsker at bygge videre på. Anson Packaging kommer derfor til at køre videre som hidtil med fokus på de produkter, markeder og kunder, som har været selskabets forretningsgrundlag.

Opkøbet bygger ligeledes på et godt match mellem de to virksomheder. Anson Packaging har en kultur, der ligesom Færch Plast, sætter kunden i højsædet i alt, hvad de gør. Opkøbet vil komme kunderne til gavn på flere fronter. Ud over et bredere sortiment, vil Færch Plast kunne drage fordel af Anson Packagings store ekspertise inden for design og innovation.

Dertil vil Færch Plast de kommende år investere massivt i produktionsapparatet hos Anson Packaging. Der igangsættes bl.a. et 3-årigt investeringsprogram, der har til formål at bygge videre på Ansons kernekompetencer.

Administrerende direktør hos Anson Packaging Ltd., Andrew Osborne-Smith, udtaler:

- Færch Plast har et misundelsesværdigt ry, hvad kundepleje angår. Dertil kommer enestående kompetencer som produktionsvirksomhed. Dét, kombineret med vores styrker inden for produktdesign og vores markedsposition, betyder, at vi kan sætte skub i udviklingen. Det vil sikre øget værdi til vores kunder og flere muligheder for vores ansatte. De to virksomheder komplementerer derfor hinanden godt.

Anson har været ejet af Dujardin-familien i 40 år. Det er derfor meget positivt, at Mark Dujardin bliver del af bestyrelsen i Færch Plast. Mark Dujardin, der er bestyrelsesformand i Anson og samtidig har aktiemajoriteten i virksomheden, fortsætter ligeledes som aktionær i Færch, hvilet vidner om et stærkt strategisk match mellem de to virksomheder. Marks mangeårige erfaring med de markeder, vi operer på, ses som et vigtigt aktiv i den videre udvikling af Færch og Anson som én samlet forretning.

Satser på opkøb
Købet af Anson Packaging skal ses som et led i selskabets vækststrategi, hvor opkøb er et centralt element.

- Købet af Anson Packaging er det første opkøb i Færch Plasts historie. Men det er ikke det sidste. Vi har en fortsat offensiv vækststrategi, hvor vi aktivt arbejder på at finde konkurrenter af høj kvalitet, der kan supplere Færch Plast på markeder, produkter og fabrikker. Kommer der attraktive muligheder, er vi klar, fortsætter Lars Gade Hansen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095