23948sdkhjf

Møllerup Gods tester hamp til fødevareproduktion

Møllerup Brands har fået tildelt støtte fra innovationsmiljøet Future Food Innovation (FFI). Nu skal der testes om restprodukter fra industrihampplanten kan anvendes i fødevareproduktion.
Møllerup Gods er blandt andet kendt fra TV serien Godsejerne, hvor seerne blev præsenteret for godsets fabrik, der i dag producerer bæredygtige isolerings- og vækstmåtter af industrihampplanter. Til denne produktion har godsettilplantet 30 HA industrihamp, som høstes i løbet af sommeren. Fabrikken bruger kun fibre og skærv fra hampplanten til isolerings- og vækstmåtterne. Både fra høsten og fabrikkens produktion, vil der være en del restprodukter, som i dag ikke udnyttes optimalt.

Det er disse restprodukter Møllerup Brands vil teste anvendelsen af i fødevareproduktion. Det er både for at mindske ressourcespildet, men også for at få fuld udnyttelse af de positive egenskaber og ernæringsstoffer, som hampplanten indeholder.

- Det er virkelig spændende, om vi kan finde en fornuftig anvendelse for disse restprodukter. Hvis det lykkedes, vil det betyde, at vi får en markant forbedret økonomi i hele værdikæden, siger Stig Gamborg, direktør og ejer af Møllerup Gods.

Møllerup Brands samarbejder med forskellige fødevareproducenter indenfor flere områder, og med to vidensinstitutioner, DTU og Erhvervsakademi Aarhus. Fødevareproducenter og vidensinstitutioner skal styrke projektet, og udvikle viden i forhold til, hvordan industrihampplanten udnyttes bedst mulig, og hvordan den behandles hensigtsmæssigt.

- Vi ved allerede, at hampefrøolie indeholder en rigtig god fedtsyrefordeling mellem omega-3 og -6. Det interessante for os er, hvordan fedtsyrefordelingen er i restprodukterne fra den industrielle produktion og i frøskallerne, efter olien er presset ud. Derudover handler det selvfølgelig også om, hvorvidt det giver mening at anvende disse produkter i fødevareproduktionen, siger Henrik Rendbøll, direktør i Møllerup Brands.

- På Møllerup Gods er vi ekstremt fokuseret på at være bæredygtige, da det er måden at sikre vor eksistensberettigelse fremadrettet. Ved at optimere udnyttelsen af vores restprodukt i industrihamp-produktionen arbejder vi netop ud fra et bæredygtigt perspektiv, og fortsætter den tradition, der har været på godset siden middelalderen, udtaler Anne Sophie Gamborg, landmand og ejer af Møllerup Gods.

En af udfordringerne i projektet vil blive begrebet ”Novel Food”, som kort sagt betyder, at hvis ikke det kan påvises at produktet har været anvendt i fødevarer i et europæisk land før 1997, så skal der igangsættes en større og dyr godkendelsesproces.

- Vi ved, at industrihampen har været udbredt siden vikingetiden, da det var fibre fra hampen, der blev anvendt til fremstilling af reb. Denne anvendelse har hampen haft langt op i historien. Jeg kan ikke forestille mig, at man har haft denne produktion, uden at bruge restprodukterne til fødevarer. Olien kan vi sagtens påvise, da den også bruges i dag, men resten af planten bliver lidt en spændende udfordring. Og før vi kan bruge restprodukterne, skal vi kunne påvise, at det har været brugt i fødevarer til mennesker i Europa før 1997, og ikke kun som dyrefoder, siger Henrik Rendbøll.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093