23948sdkhjf

Hornsyld Købmandsgård satser på fjerkræfoder

Overtager Hedegaard Agros fabrik i Gødstrup
Det privatejede grovvareselskab Hornsyld Købmandsgaard, HK, har købt Hedegaard Agros fjerkræfoderfabrik i Gødstrup ved Herning, og HK indtræder dermed som ny spiller på det danske marked for fjerkræfoder.

- Vi er afhængige af at have en moderne og omkostningseffektiv foderproduktion. Overtagelsen af fabrikken i Gødstrup er en fremtidssikring af vores produktion, så vi kan fortsætte med at vækste på det danske grovvaremarked på langt sigt, siger direktør Christian Christensen.

Han påpeger, at overtagelsen af foderfabrikken er en aktiv beslutning om, at HK ønsker at indtræde på det danske marked for fjerkræfoder. En stor del af HK’s salg af foder er svinefoder, og lige nu opleves et fald i markedet - blandt andet fordi en del kunder skærer ned på produktion på grund af dårlig indtjening.

Ifølge salgsdirektør Henrik Hedegaard har HK i den senere tid har undersøgt mulighederne for at producere foder til fjerkræ på det danske marked. Og på den nyindkøbte fabrik vil der blive produceret foder til både æg- og slagtefjerkræproduktion.

- Med købet af fabrikken får vi en fuldt godkendt og velfungerende fabrik til fjerkræfoder, og vi får mulighed for at gå helhjertet ind i denne produktionsgren og blive en ny og seriøs spiller på markedet. Vi ser store muligheder i det her, da fjerkræproduktionen gennem de seneste år har været stigende i Danmark, siger salgsdirektøren

Udvider med grovvarehandel

Fjerkræfoderfabrikken i Gødstrup bliver nu udvidet med en afdeling for grovvarehandel. Det bliver en afdeling, som kan modtage korn i høst, og som driver salg af sækkevarer, plantebeskyttelse, gødning og andre produkter.

Den nuværende bemanding på fabrikken i Gødstrup er seks personer, og der vil blive etableret et team omkring fjerkræproduktionen med nyansatte samt medarbejdere fra Hornsyld.

HK råder i forvejen over to foderfabrikker i henholdsvis Hornsyld og på Horsens Havn.



Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078