Luksusbageri bliver slæbt i retten
Ansatte har ikke fået løn i månedsvis
Men personalet måtte nøjes med god atmosfære og løfter fra indehaver Lennart Ribers. Lønnen kom sjældent, og i denne uge skal ejeren møde i retten. Det skriver Avisen.dk.
En lang række kilder har til Avisen.dk beskrevet, hvordan ubetalte regninger, forsvundne indskud, brudte løfter, panik-indkøb i Netto og manglende løn i mere end et år var hverdag bag facaden, mens Lennart Ribers blev nomineret til både ’Årets Københavner’ og IBYEN-prisen for bedste café.
- Han har holdt rigtig mange for nar, siger Lars Kildebo, der er bager, til Avisen.dk.
Han var ansat i Nordisk Brødhus fra januar til maj i år. For de fem måneders arbejde fik han godt og vel en månedsløn. Pengene blev udbetalt direkte, der var ikke indbetalt skat, ligesom Lars
Kildebo heller aldrig fik den kontrakt, han blev lovet, fortæller Lars Kildebo til Avisen.dk.
NNF håber på en konkurs
Nu er han en af tre tidligere bagere, som gennem deres fagforening har en sag mod Lennart Ribers i Københavns Byret. Den ældste sag er et år gammel, men indtil videre er afgørelsen blevet udskudt, blandt andet fordi Lennart Ribers er udeblevet fra alle retsmøder, oplyser
Fødevareforbundet NNF. Forbundet håber på at få Nordisk Brødhus erklæret konkurs.
I foråret skrev 10 tidligere ekspedienter et offentligt opslag på Facebook, hvor de fortalte om manglende løn. De havde opgivet at få et svar fra Lennart Ribers. Flere havde fået gæld og havde problemer med at betale huslejen.
"Nogle af os mangler at få udbetalt helt op til 30.000 kr. Vi har alle sammen været meget glade for at arbejde i brødhuset, men er nu utroligt frustrerede over at stå tomhændede (…) Eftersom vi alle sammen er enten ungdomsarbejdere eller studerende, har det medført utrolig store økonomiske problemer for os," står der blandt andet i opslaget.
Avisen.dk har været i kontakt med en repræsentant for de 10 samt yderligere tre tidligere ekspedienter, der ikke har fået deres løn. Avisen.dk har også været i kontakt med en leverandør, som bekræfter, at han ikke fik betaling for sine leveringer.
Avisen.dk har gennem længere tid forsøgt at få et interview med Lennart Ribers.