23948sdkhjf

Irma får en lillesøster

Lille Irma inviterer kunderne på kaffe hver torsdag
Irma, Danmarks ældste dagligvarekæde, får i morgen en lillesøster, som også kommer til at hedde Irma, bare med Lille foran.

Lille Irma ser dagens lys på Østerbrogade i København, og hensigten er at det nye søsterkoncept i løbet af de kommende godt to år skal åbne 15-20 steder i København. Dels via konvertering af eksisterende Irma-butikker, dels ved åbning af helt nye.

Ifølge salgsdirektør Allan Kristoffersen er der tale om fremtidens lokale madbutik.

- Vi går i mod tidens tendenser, hvor små butikker bliver til kiosker. Lille Irma bliver i stedet madbutikker med vægt på kvalitet og kundernes lokale behov, siger han og fremhæver nye, lokale elementer som noget af det allervigtigste.

Lille Irma adskiller sig fra Irmas store butikker på en række områder. Blandt andet er butikkens sortiment bredt nok til, at kunderne skal kunne købe alt det, de benytter i deres hverdag, varenyheder er samlet ét sted i butikken og der er 1-styks-priser på alle varer, også på tilbud. Desuden bliver et stort udvalg af friskbagt brød og kager leveret alle ugens syv dage inden åbningstid.

Gratis kaffe hver torsdag

Baggrunden for butikskonceptet er en omfattende dialog med kunder, der er blevet inviteret til workshops i butikken for at høre, hvordan deres lokale drømmebutik skulle se ud. Og dialogen med kunderne fortsætter, efter at butikkerne er åbnet. Hver uge inviteres kunderne således til torsdags-kaffe, hvor butikschefen er vært med frisklavet kaffe og smagsprøver på Irmas nye varer. Formålet er at skabe en tæt kontakt til kunderne.

Butikschefen har mange muligheder for lokal tilpasning, så hver butik har et sortiment udvalgt af dens egne kunder.

Kædedirektør Jesper Uggerhøj fortæller, at udviklingen af Lille Irma er en del af en samlet opgradering af hele Irma.

- Vi er i fuld gang med at bygge alle vores store butikker om til vores nye Irma 3.0-koncept. Med Lille Irma giver vi vores meget populære mindre butikker et tilsvarende markant løft, siger han.

Samlet investerer Irma et trecifret millionbeløb i moderniseringer af kædens 82 butikker.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078