23948sdkhjf

Seksbenet mad rammer Danmark inden længe

EU-godkendte biller, fluer og larver er på vej mod tallerkenerne
Et drys melorm på pizzaen, en håndfuld fårekyllinger i suppen og en omgang dybstegte græshopper som snack til den kolde fadøl. Den slags vil formentlig inden længe være virkelighed også i Danmark, skriver Berlingske Tidende.

I næste måned begynder EU-Kommissionen på baggrund af en videnskabelig evaluering at diskutere, hvilke typer insekter der kan godkendes som føde til unionens 500 millioner forbrugere. Forventningen er, at europæerne allerede næste år vil kunne begynde at sætte tænderne i en halv snes EU-godkendte biller, fluer og larver med højt protein- og vitaminindhold.

Det sker samtidig med, at insektfarme i blandt andet Thailand står på spring for at kunne eksportere deres kriblende fødevarer til Europa og USA, skriver avisen.

- Markedet er ikke modent

I supermarkeder som Brugsen, Fakta, Irma og Kvickly kommer der dog formentlig til at gå endnu et par år, før kunderne vil støde på insekter i køledisken.

- Markedet er ikke modent endnu, siger informationsdirektør i dagligvarekoncernen Coop Danmark Jens Juul Nielsen til Berlingske.

Han nævner at en københavnsk Irma som et eksperiment faktisk forsøgte sig med et lille parti særimporterede insekter i foråret. Men dels brød kunderne sig ikke om synet, og dels måtte supermarkedet efter få dage alligevel fjerne de frosne melorm, græshopper og voksmøllarver, fordi der opstod usikkerhed om deres godkendelse som lovlige fødevarer.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078