Kemiske farer – det er tilladt at tænke selv
Klumme: Kemiske forureninger i fødevarer gør forbrugerne utrygge, men virksomheder kan tage deres forholdsregler, skriver seniotoksikolog Helle Buchardt Boyd, DHI
Tillid er godt, men kontrol er bedre, skriver Helle Buchardt Boyd. Privatfoto
Det glædede mig, fordi der synes at være en tendens til, at man først og fremmest forholder sig til de mikrobiologiske farer, måske fordi det er dem, som forbrugerne kan blive akut syge af.
Kemiske forureninger kan være sværere at forholde sig til, fordi der som oftest er tale om små koncentrationer, som ingen opdager, medmindre de ligefrem giver afsmag, eller at man har et løbende analyseprogram til detektering af bestemte forureninger.
Ikke desto mindre er forekomst af kemiske forureninger noget af det, der er med til at gøre forbrugerne utrygge, og ofte med god grund. Der kan for eksempel være jævnlig forekomst af mykotoksiner, som kan være kræftfremkaldende. I nogle tilfælde går myndighederne endda ud og anbefaler, at folk giver deres børn mindre af bestemte fødevarer, fordi man vurderer, at nogle børn får for meget af bestemte toksiner, fordi de har udviklet forkærlighed for disse fødevarer, for eksempel rosiner.
Grænseværdier fra januar
Det samme er tilfældet med den naturlige forekomst af uorganisk arsen i ris, der har afstedkommet, at såvel danske, svenske som tyske myndigheder anbefaler at holde igen med risprodukterne til de små. Til januar bliver der indført maksimale grænseværdier for indholdet af arsen i ris og risprodukter.
Nogle virksomheder tror, at det kun er de kemiske stoffer, som er specifikt nævnt med grænseværdier i lovgivningen, som man skal tage hensyn til i sin risikoanalyse. Resten tager de ikke under overvejelse, eller de holder sig strikt til grænseværdierne med henvisning til, at så ”overholder vi loven”. Problemet er blot, at lovgiverne arbejder langsomt, mens resultaterne af videnskabelige undersøgelser offentliggøres i pressen, og forbrugerne efterspørger naturligt nok alternativer til det, der nu er farligt.
En anden sag er, at loven grundlæggende siger at ”Fødevarer må ikke markedsføres, hvis de er farlige” (Forordning 178/2002, artikel 14). Deraf følger pligten til at foretage en risikovurdering og at holde risikoen ved kemiske farer så lav, som det kan lade sig gøre.
Stil krav – og tjek efter
Perfluorerede stoffer i fødevarekontaktmaterialer er til en vis grad lovlige, men det er ikke ønskeligt, at de befinder sig i materialer, hvor de let afgives til fødevaren. I maj tog Coop alle mikrobølgeovns-popcorn ud af sortimentet med henvisning til, at man ikke kunne finde et eneste produkt uden perfluorerede stoffer i emballagen.
En enkelt virksomhed mente sig dog overbevist om, at netop deres produkt var frit for perfluorerede stoffer, men da Tænk tjekkede efter, viste det sig, at det ikke var sandt. Endnu en bekræftelse af det gamle ordsprog ”Tillid er godt, men kontrol er bedre”. Fødevarestyrelsen har anvist en vejledende grænseværdi med tilhørende analysemetode, der viser, om der med hensigt er anvendt perfluororerede stoffer i papir og pap. Analysen er tilmed ikke særligt dyr.
Hvordan afgør man så, om der er forureninger, naturlige eller tilkomne, der er relevante at tage i betragtning i ens virksomhed, når det ikke er nok at læse lovgivningen med grænseværdier igennem? Man kan alliere sig med nogen, der ved noget om kemi, processer og kilder til forureninger. På den måde kan man for eksempel få at vide, at der stadig er omtrent den samme mængde acrylamid i de fleste produkter, på trods af at der er investeret tusinder af forskningstimer i problemet, siden svenskerne i 2002 opdagede, at fødevarer, som for eksempel knækbrød og kaffe, er en væsentlig kilde.
Følg med på RASSF-portalen
Man kan også følge med på RASSF-portalen - Rapid Alert System for Food and Feed - som er det sted, hvor fødevaremyndighederne i de europæiske lande udveksler oplysninger om problematiske fund. Ved jævnligt at holde øje med, hvad der forekommer her, kan man se, om der tale om forureninger, der vil kunne optræde i ens egne produkter, og dermed iværksætte foranstaltninger til at undgå tilsvarende forureninger.
Det kan undre, at nogle forureninger ser ud til at kunne fremkalde tilbagetrækninger i en uendelighed. Det var for eksempel tilfældet med sudanrødt, og der har også lige været mange tilfælde af tilbagetrækninger med forurening af krydderier med peanut og mandelallergener. Tilfælde, som skyldes bedrageri, og som ellers er noget af det sværeste at forudse.
