23948sdkhjf

Så er det officielt: Arla sælger Rynkeby

Potentielle købere er blevet kontaktet i denne uge
Arla har længe benægtet, at mejerivirksomheden har truffet beslutning om at skille sig af med datterselskabet Rynkeby Foods, men nu er der givet grønt lys for et salg, oplyser Arla.

- Vi har efter måneders strategisk analyse besluttet at sælge datterselskabet, juice- og saftproducenten Rynkeby Foods A/S, og tager nu hul på en salgsproces for at finde den rigtige køber, der kan videreføre den strategiske udvikling af Rynkeby Foods. Processen forventes at være afsluttet ved udgangen af andet kvartal 2016, konstaterer mejerivirksomheden.

Rynkeby Foods er Nordens største juice- og saftproducent med en årlig produktion på mere end 150 millioner liter til forbrugere primært i Danmark og Sverige. Virksomheden blev grundlagt i 1934 og har været 100 procent ejet af Arla Foods siden 1998.

Arla har brugt de seneste fire måneder på at analysere Rynkebys strategiske muligheder og potentiale, og Arlas ledelse og bestyrelse er kommet til den konklusion, at et fuldstændigt frasalg af datterselskabet er den bedste strategiske løsning på sigt for både Arla og Rynkeby.

- For at fokusere på kerneforretningen har Arla gennem de seneste to årtier frasolgt datterselskaber, som ikke har nogen direkte tilknytning til produktionen af mejeriprodukter. Rynkeby er det sidste tilbageværende datterselskab i Arla, som ikke er knyttet til mælk, og Rynkeby vil efter vores vurdering være bedre tjent med en ny ejer, der kan videreføre udviklingen af virksomheden og forretningen, siger Povl Krogsgaard, vice-administrerende direktør i Arla Foods.

- Potentiale til endnu mere


Han tilføjer, at Rynkeby er et lønsomt datterselskab for Arla med potentiale til at vokse endnu mere.

- Arlas højeste prioritet er imidlertid at fokusere sine fremtidige investeringer i kerneforretningen, som er fremstilling af mejeriprodukter, og derfor er vi nu på udkig efter den rigtige køber til at overtage Rynkeby Foods.

- Vi har i denne uge kontaktet potentielle nye ejere og vil nu forsøge at finde frem til den rigtige køber og det bedste tilbud. Vi forventer, at processen vil være afsluttet ved udgangen af andet kvartal næste år, siger Povl Krogsgaard.

Arlas repræsentantskab har tidligere vedtaget en politik om, at indtjening fra salg af virksomheder skal konsolideres som fælles kapital i selskabet og geninvesteres.

Rynkeby Foods med hovedkontor og produktionsanlæg i Ringe på Fyn omsatte i 2014 for cirka 1,1 milliard kroner. Der har været rygter om, at et salg til Coca-Cola kunne være nært forestående, men det har Arla tidligere benægtet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094