23948sdkhjf

Laudrups vinfirma vokser videre

Regner med 20 procents vækst efter millionoverskud
Det bliver tilsyneladende en bedre og bedre forretning for fodbold-ikonet Michael Laudrup, at han i 1992 stiftede handelsfirmaet Laudrup Vinimport sammen med kompagnonen Per Buhl.

Det netop offentliggjorte regnskab for 2014/15 viser et overskud på knap 1,2 million kroner, en stigning på næsten 20 procent fra året forinden, og ifølge direktør Per Buhl er også firmaets omsætning inde i en særdeles positiv udvikling. Den er steget næsten 10 procent til nu 50 millioner kroner, og der forventes en yderligere vækst i omsætningen på omkring 20 procent i det nye regnskabsår, fortæller han til Food Supply.

- Vi kan mærke et opsving i markedet. Mange kunder betaler nu gerne 80-100 kroner for en flaske vin, hvor de for halvandet år siden valgte én til 50-60 kroner. Også på restauranterne bliver der oftere valgt en dyrere vin, i hvert fald hos vores restaurantkunder, siger Per Buhl, der sammen med en snes medarbejdere leverer omkring halvdelen af Laudrup-vinene til restauranter og kæder som Mash, Madklubben og Kong Hans. Cirka 30 procent bliver aftaget af detailkæder som Føtex, Salling og Meny, og de resterende 20 procent er nogenlunde ligeligt fordelt på erhvervskunder og onlinesalg.

- Nyt website kan fordoble salget

Ikke mindst onlinesalget har Per Buhl store forventninger til vil stige. Laudrup Vinimports website, laudrup.dk, bliver således lanceret i en ny og opdateret version, formentlig næste fredag - og direktøren regner med, at det vil kunne fordoble onlinesalget, blandt andet fordi sitet nu bliver egnet til brug på mobiltelefon og tablet og får en forbedret søgefunktion.

Laudrup Vinimport har over 1.200 forskellige vine i sortimentet, som i årenes løb er blevet udvidet til også at omfatte spiselige delikatesser. Hovedparten af vinene kommer fra Californien, Italien - og naturligvis Spanien, hvor det hele begyndte med, at Michael Laudrup og Per Buhl mødte hinanden til et middagsarrangement hos den danske konsul i Barcelona.

Navnet er ikke nok

- Vi fandt ud af, at vi begge kunne lide vin. og så lavede vi en lille vinklub. Da jeg så flyttede fra Spanien til Aarhus i 1992, oprettede vi Laudrup Vinimport, fortæller Per Buhl, der siden 2001 har helliget sig direktørjobbet i virksomheden fuldt ud. Michael Laudrup er med som passiv investor, og han mødes med Per Buhl tre-fire gange om året og får desuden tilsendt månedsrapporter og presseomtaler.

- Navnet Laudrup betyder stadig rigtig meget for forretningen, fordi han jo er så stort et navn. Det åbner døren mange steder - men i sidste ende skal vinen tale for sig selv. Vi kunne ikke sælge omkring en million flasker om året, hvis vi kun havde Laudrup-navnet, fastslår direktøren, som glæder sig over, at der i Laudrup Vinimports første 22 år kun har været to år med underskud.

- Det var i kriseårene 2009 og 2010, og det er så desværre de regnskaber, alle kan huske, siger Per Buhl.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078