23948sdkhjf

Eksport af danske øko-varer sætter igen rekord

Nye tal: Stejl vækstkurve bare fortsætter og fortsætter
For niende år i træk sætter dansk økologi-eksport rekord og er således cirka syvdoblet på 10 år. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik.

Der blev i alt sendt danske øko-varer for 1.721 millioner kroner til både nære og fjerne eksportmarkeder i 2014, hvilket er en stigning på 12 procent på et år.

- Økologi er slået igennem i dagligvarekæder og professionelle køkkener i rigtig mange lande - og udviklingen går kun i én retning: opad! Dansk økologi er eftertragtet i udlandet på grund af vores mangeårige erfaringer med økologisk produktion. Vi er det land i verden, der har den højeste økologiandel i vores fødevaresalg. Det betyder blandt andet, at de danske virksomheder kan bidrage med et bredt udvalg af innovative, økologiske produkter, siger Helene Birk, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening.

Foreningen vurderer, at den positive udvikling vil fortsætte.

- Vi forventer, at den danske eksport af økologiske varer vil fortsætte med at stige minimum 10 procent hvert år de kommende år og således nå minimum tre milliarder i 2020. Det er en udvikling, som er til stor gavn for vækst- og jobskabelsen inden for den grønne sektor – og ikke mindst for dansk miljø, natur og grundvand, påpeger Helene Birk.

Eksporten breder sig til flere varegrupper

Tyskland er fortsat det største eksportmarked for danske øko-virksomheder og udgør 48 procent af eksporten. Sverige har i 2014 stået for den største stigning og udgør nu 17 procent af den samlede øko-eksport fra Danmark.

Eksporten af økologiske mejerivarer og æg vejer fortsat tungest i statistikken og udgør 51 procent af eksporten. Det er en tidobling siden 2005. Eksporten af økologisk frugt og grønt steg mærkbart fra 120 millioner kroner i 2013 til 210 millioner kroner i 2014 – hvilket svarer til en stigning på 75 procent.

Ifølge Helene Birk er minimum 70 procent af de danske øko-virksomheder i gang med eksport i dag.

- Den udenlandske interesse for dansk økologi breder sig til flere typer af varer og virksomheder. Forarbejdede varer som frosne grøntsager, drikkevarer, snacks, babyprodukter og i det hele taget økologiske convenience-produkter er i stigning – ganske vist fra et meget lavt niveau, nævner Helene Birk.

Økologisk instant-grød er et hit i Holland

En af de danske øko-virksomheder, der har succes med eksport af netop denne type øko-varer, er Aurion A/S.

- For et års tid siden lancerede vi en økologiske instant-grød som eksportvare, og det er gået rigtigt stærkt siden. Produkterne er nu ude i over 1.000 butikker i Holland, og vi ser bestemt et potentiale i at udvide eksporten til andre lande. Vi oplever generelt en stor interesse for økologiske convenience-produkter af høj kvalitet. Tendensen peger i retning af, at forbrugerne vil have produkter, som er gode og sunde og samtidig nemme og hurtige at tilberede, siger Brian Tholstrup Nybo, administrerende direktør hos Aurion.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078