23948sdkhjf

Made in Dänemark: Tyskerne er vilde med danske fødevarer

Et dansk generalkonsulat i Hamborg skal give danske virksomheder endnu bedre muligheder for at afsætte varer i Nordtyskland.
’Made in Dänemark’ er blevet et kvalitetsstempel i Tyskland. Ikke mindst i Nordtyskland, som køber 45 procent af de danske varer, der eksporteres til Tyskland, selv om kun 16 procent af tyskerne bor i de nordtyske delstater Hamborg, Bremen, Niedersachsen og Slesvig-Holsten.

Nu opgraderes det danske handelskontor i Hamborg til et generalkonsulat for at fastholde og understøtte den danske eksport til Nordtyskland. Generalkonsulatet er en del af regeringens Tysklandsstrategi.

- Nordtyskland er et særligt vigtigt område for de danske virksomheder. 1.400 ud af 2.600 overvejende danskejede selskaber i Tyskland har base i Slesvig-Holsten og Hamborg, og jeg er derfor meget tilfreds med, at et dansk generalkonsulat i Hamborg nu åbner igen. Det vil kunne hjælpe små og mellemstore danske virksomheder med at få foden indenfor på det nordtyske marked, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

Fødevarer og vandteknologi
Særligt danskproducerede fødevarer har de tyske forbrugere taget til sig. I 2015 gik 18 procent af den danske fødevare-og landbrugseksport til Tyskland til en værdi af ca. 26,5 mia. kroner.

Men danske pumper, ventiler og andre komponenter til vandteknologi klarer sig også godt i Tyskland, som aftager 12 procent af den danske vandteknologi og dermed er vores største eksportmarked.

- Når vi taler om eksport af danske fødevarer og miljøteknologi, kommer snakken meget tit til at handle om lande som Kina, Rusland og Sydafrika. Men vores nærmeste nabo er også vores vigtigste handelspartner. Det er vigtigt at holde fast i, når vi skal prioritere eksportindsatsen, og det er en klar opgradering af indsatsen, at vi nu får etableret et generalkonsulat i Nordtyskland, siger Eva Kjer Hansen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078