23948sdkhjf

Danske Arla-fyringer falder på plads de næste tre uger

De fleste af de 500 stillinger, der bliver skåret væk, forsvinder i form af fyringer, siger topchef
De kommende uger vil der blive forhandlet mellem tillidsfolk og ledelsen i Arla, som fredag præsenterede store ændringer i organisationen. Det sker som følge af en ny strategi frem mod 2020, der betyder farvel til 500 ansatte.

Nedskæringerne rammer bredt i organisationen, og mange vil blive fyret, siger topchef i Arla Peder Tuborgh.

- Det er klart, at når vi vil gennemføre det her inden for de næste fire til seks uger, vil ganske mange af de 500 stillinger selvfølgelig være afskedigelser. Vi kan ikke sige på nuværende tidspunkt, hvor mange medarbejdere der berøres i Danmark, men jeg vil tro, at vi kan melde noget ud om tre ugers tid, siger Peder Tuborgh til Ritzau.

En mere enkel organisation skal mindske dobbeltarbejde hos mejerigiganten, som har en række fusioner bag sig de senere år.

På tværs af markeder

Strategien, som Arla kalder Good Growth eller God Vækst, blev præsenteret i december, men fredag offentliggjorde Arlas topchef så planerne om den markante nedskæring i medarbejderstaben.

Arla skal skære op mod 500 af 7.000 funktionærstillinger i koncernen på tværs af markeder. Timelønnede ansatte i produktion og transport vil ikke blive direkte berørt af nedskæringerne, lyder det fra Arla.

Samtidig er der rykket lidt rundt i koncernledelsen, der også er skåret ned fra ni til syv medlemmer.

- Nu skal der gennemføres mange samtaler. Hovedparten handler om, at en række mennesker får nye job og ansvarsområder i Arla Foods. Nogle får også nye chefer. Men i det er der selvfølgelig også den triste eller kedelige opgave, der hedder at definere de 500 stillinger. Det vil organisationen arbejde med over de næste fire til seks uger, siger Peder Tuborgh.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062