23948sdkhjf

Food service: Kvaliteten er vigtigere end prisen

Indkøberne relativt ligeglade med økologi og aktiviteter, viser undersøgelse
Folk i food service-branchen er loyale indkøbere, og de vægter kvaliteten af råvarerne højere end prisen.

Det viser en undersøgelse foretaget af analysevirksomheden 4B Research, som også fremhæver, at kriterierne kvalitet og pris er vigtigere end alle andre parametre, når der skal vælges leverandør.

Økologi, lokalt producerede varer og spændende aktiviteter sælger således ikke mange billetter i food service-branchen, lyder en af hovedkonklusionerne i 4B Researchs nyeste såkaldte Food Service Indeks. Det er et indeks, som årligt omfatter besvarelser fra 1.200 brugere.

4B Research har blandt andet spurgt respondenterne i kantiner, storkøkkener, hoteller og kursus-/konferencecentre, hvad producenterne kan gøre fremover. Her svarer 35 procent, at kvaliteten skal fortsætte på samme høje niveau, mens 21 procent mener, at prisen skal holdes nede. Til sammenligning prioriterer for eksempel kun otte procent mere økologi, og blot én procent er interesseret i flere spændende aktiviteter.

- Det er meget symptomatisk for udviklingen i branchen, at kvalitet og pris helt uden sammenligning er de vigtigste grunde til at vælge en given leverandør, forklarer Dennis Blome, direktør i 4B Research og ekspert i forbrugeradfærd.

- Det kan være rigtig fint at supplere oplevelsen af produktet med ekstra tiltag, men vi oplever et markant stigende fokus på kerneproduktet og om der er sammenhæng mellem kvalitet og pris. Indkøberne har erkendt, at det ikke er nok at se udelukkende på prisen, så de producenter, der formår at levere et kvalitetsprodukt - til en konkurrencedygtig pris - står helt klart forrest i køen ude hos slutkunden, siger han.

Loyale food service-kunder

Købsloyaliteten er høj i food service-branchen, og den er ikke blevet mindre med årene. I dag køber food service-kunderne i gennemsnit 74 procent af råvarerne hos den samme hovedleverandør, og selv om dette til dels kan forklares med, at grossisterne er blevet færre og større, så er det også tegn på en høj tilfredshed, mener Dennis Blome:

- Vi har lavet Food Service Indeks siden 2010 og har over årene set en stigende købsloyalitet. Det kan til dels forklares med grossisternes øgede fokus på også at levere friske råvarer som frugt og grønt eller fersk fisk, hvilket betyder, at de små slagtere og grønthandlere er blevet mere trængte. Men det hænger også sammen med fødevareskandaler, som har været med til at øge bevidstheden om fødevaresikkerhed. Mange føler sig - hvad enten det er berettiget eller ej - mere sikre på, at de store leverandører har styr på sikkerheden, siger 4B-direktøren.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141