23948sdkhjf

Baresso dropper retssag mod Resso

Den store kaffekæde vil alligevel ikke sagsøge lille kaffebar
Kaffekæden Baresso har droppet sit søgsmål mod den københavnske kaffebar Resso, skriver Finans.

De to parter skulle ellers have mødt hinanden i Sø- og Handelsretten i næste uge, fordi Baresso mener, at Ressos navn lukrerer på Baressos varemærke. Kravet var, at Resso skulle skifte navn og betale en erstatning på 1,1 million kroner.

Men nu har baresso altså trukket sig fra sagen, oplyser kædens kommercielle direktør, Anders Wall, til Finans.

- Ud fra en helhedsvurdering er vi for nogle dage siden kommet frem til den konklusion at stoppe sagen - simpelthen for ikke at bruge mere af vores og Ressos tid på det, men i stedet fokusere på vores gæster, siger han til nyhedsportalen.

Ikke så stor alligevel

Han lader forstå, at beslutningen også hænger sammen med, at Resso kun er ved at åbne sin kaffebar nummer tre - og altså slet ikke er i næheden af de 30, som Resso i efteråret 2014 bedyrede at ville åbne inden for fem år.

Indehaveren af Resso, Klaus Løvgreen, ønsker ikke umiddelbart at kommentere beslutningen over for Finans, som han dog tidligere har fortalt, at han ikke kan forstå søgsmålet: "I bund og grund mener Baresso, at de ejer de sidste fem bogstaver i en espresso. Der er vi fuldstændigt uenige".
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078