23948sdkhjf

- 50 procent af landbruget er økologisk om 25 år

Økologisk Landsforening lod optimismen blomstre på generalforsamling
320 økolandmænd, økovirksomheder, økokøkkener og økoforbrugere var i weekenden samlet til generalforsamling i Økologisk Landsforening i Vingsted.

Næstformand Mads Helms, der afløste en influenzaramt formand Per Kølster, krævede på generalforsamlingen ligestilling for økologisk landbrug og spåede samtidig, at 50 procent af dansk landbrug er Ø-mærket i 2040. Han forudså også en fordobling af økologien over de kommende fem år.

- De økologiske landmænds markeder udgjorde en værdi på 11 milliarder kroner i 2015. Det svarer til en vækst på 52 procent, siden VK-regeringen i 2009 satte sit mål om en markedsdrevet fordobling af det økologiske landbrug. Økologisk Landsforening forventer, at det økologiske marked vil vokse til en værdi på 19 milliarder kroner i 2020. Markedsudvikling, afregningspriser, driftsresultater, de samfundsnyttige gevinster og omlægningsinteressen peger alt sammen i samme retning. Det kan betale sig at parkere marksprøjten, sagde Mads Helms.

Han efterlyste i samme ombæring en smidigere administration hvad angår omlægningsstøtte.

- Vi arbejder netop nu for at smidiggøre tilskudsordningen til økologisk arealstøtte, så landmænd, der går i gang med økologi, altid kan få to års omlægningstilskud, uanset hvornår de beslutter at gå i gang med økologien. Det nuværende datotyranni giver en træghed i omlægningen - til ulempe for miljøet, forbrugerne og markedet, sagde Mads Helms.

Ligestilling

Økologernes næstformand gav også landbrugspakken et par kritiske kommentarer med på vejen og efterlyste ligestilling for økologiske landmænd samt tilpasning af EU’s landbrugspolitik for at få fair konkurrence og kredit for de offentlige goder som natur, rent drikkevand og frugtbare jorde, som de økologiske landmænd leverer.

- Vi kan naturligvis ikke være begejstrede for, at vores beskedne kvælstofforbrug og fravær af pesticider kan bruges til at øge forbruget andre steder som en følge af landbrugspakken. Hvis vi skal have fair konkurrence mellem økologisk og konventionelt landbrug og lade økologien være markedsdreven, så bør det konventionelle landbrug og dets forbrugere selv betale alle omkostninger ved at dyrke arealerne med mere gødning og pesticider. Der bør være ligestilling, og hver produktionsform og hvert landbrug må svare sine egne omkostninger. Økologer skal opleve, at de i EU’s landbrugspolitik er ”green by definition” sagde Mads Helms.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094