23948sdkhjf

Jeg ser vækst i økologien, uanset hvor jeg kigger hen

Klumme: Positiv spiral vil skubbe øko-salget yderligere i vejret i de kommende år, skriver markedschef Henrik Hindborg fra Økologisk Landsforening i dagens klumme
Med indkøbsvognen som redskab stemmer de danske forbrugere ivrigt for et mere økologisk Danmark. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at danskerne købte økologiske varer for syv milliarder kroner i dagligvarehandlen i 2015. Det er 12 procent mere end året før og den største vækst, vi har set i syv år.

Stadig flere danskere er optagede af, at deres fødevarer er produceret på en måde, som skåner vores natur og grundvand, giver dyrene gode forhold og sikrer rene og sunde råvarer. Kombineret med en række økologi-tiltag i dagligvarehandlen i 2015 resulterer det således i en ny rekord for det økologiske salg.

Det er i høj grad dagligvarehandlens fortjeneste, at øko-salget har nået nye højder. I Økologisk Landsforening oplever vi et meget stærkt momentum i dagligvarehandlen for at få flere økologiske varer på hylderne og til at samarbejde om nye, økologiske initiativer.

Lavere priser

Coop indledte blandt andet 2015 med at reducere deres fortjeneste på en række økologiske varer, hvilket medførte lavere priser til forbrugerne. Desuden er udbuddet af økologiske varer vokset markant på tværs af alle landets dagligvarebutikker. Især udvalget af økologisk frugt og grønt er blevet større og flottere end nogensinde før.

Den udvikling gør det meget sjovere og mere interessant at være økologisk forbruger. Det har danskerne kvitteret for ved at købe endnu mere økologi. Netop frugt- og grønt-salget står for den største øko-vækst i 2015 - en stigning på 28 procent.

På den måde er der sat en positiv spiral i gang - en spiral, som vil fortsætte og skubbe øko-salget yderligere i vejret i de kommende år. Og både Coop og Dansk Supermarked meddeler, at butikkernes salg af økologiske varer fortsat vokser her i 2016.

Eftertragtet på eksportmarkeder

Hvis denne udvikling fortsætter, kan vi fordoble økologien i både mark og marked inden 2020. Jeg ser vækst i økologien uanset hvor jeg kigger hen, og hvor langt jeg kigger frem.

Øko-salget i den danske dagligvarehandel sætter rekord år efter år, og samtidig stiger mængden af økologiske råvarer i gryderne i landets professionelle køkkener markant. Ikke kun danskerne har fået smag for de danske øko-varer. Også blandt forbrugerne i Tyskland, Sverige, Holland og på øvrige eksportmarkeder er dansk økologi eftertragtet.

Nu mangler vi bare, at flere landmænd vælger at tage skridtet og lægge om til økologi. Efterspørgslen er lige nu større end udbuddet. Det er nu, markedet kalder på flere øko-producenter.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078