23948sdkhjf

Skee Is breder sin ernærings-is ud i Norden

Også salget af "almindelig" is til flyselskaber er på vej frem
Selv om Skee Is midt på Sjælland er "en meget lille virksomhed", som indehaver Jørgen Nielsen udtrykker det, så er ismejeriet godt på vej til at få fat også i udlandet og højt oppe i luften.

Jørgen Nielsen deltager i disse dage med en stand på den kæmpestore fødevaremesse GastroNord i Stockholm, hvor også hans hustru er med - og dermed er to tredjedele af mejeriets i alt tre medarbejdere taget på messe.

- Vi er her for at finde nogle flere svenske samarbejdspartnere og opbygge relationer til markedet. I forvejen sælger vi vores proteinberigede flødeis til sygehuse og plejehjem i Skåne, men den skal gerne ud andre steder i Sverige også, siger Jørgen Nielsen med henvisning til mejeriets koncentrerede ernærings-is til småtspisende.

Is på recept

Den proteinberigede is udgør cirka 30 procent af produktionen, og den kan i Danmark - som den eneste is - købes på recept på apoteket.

- Vi har fået den godkendt af Sundhedsstyrelsen som særlig medicinsk ernæring, og den samme godkendelse har vi lige fået i Norge. Så Norge er også på vej til at blive et marked for os, fortæller Jørgen Nielsen til Food Supply.

Også den helt almindelige flødeis fra Skee Mejeri er at finde i Sverige. Indtil videre kun i enkelte specialbutikker i Malmø, men om alt går vel på GastroNord, kommer den snart ud til en stribe nye butikker.

Jørgen Nielsen havde således allerede inden messens åbning tirsdag aftaler med flere svenske kæder og grossister.

- Blandt indkøberne er vi ikke et ukendt navn, så næste skridt er at få dem til at bide til bollen, nævner mejerichefen, som også deltog på Stockholm-messen for to år siden.

- Forkert is

Han har også aftaler med folk fra flyindustrien, der i forvejen aftager en lille del af produktionen fra Skee Is som dessert til flypassagerer.

- Det salg går vi helt klart efter at udbygge, konstaterer Jørgen Nielsen, som i sin pose med salgsargumenter blandt andet har, at Skee Is er den eneste danske is, der er mærket med både det røde øko-mærke og Fairtrade-mærket. Al vanille, sukker og chokolade, som bliver brugt i produkterne, er således Fairtrade-certificeret.

Jørgen Nielsen har lavet økologisk is på Enighedsgården i Skee siden 1999. Til at begynde med kom fløden fra hans egne jerseykøer, men han har nu en aftale med Thise Mejeri om flødelevering.

- Vi stoppede med jerseykøerne i 2005. Det var dengang, jeg fandt ud af, at vi havde lavet en helt forkert is, fordi vi satsede på at lave den uden ret meget fedt.

- Men i 2005 indså jeg, at mager is ikke har nogen gang på jorden. Når man når til desserten, så tæller man ikke kalorier mere, fastslår den sjællandske ismand.





Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203