23948sdkhjf

Oxford-kiksen vender tilbage

Tidligere afdelingschef hos Kraft Foods genopliver Mariekiks og andre klassikere
De røde Mariekiks og andre klassikere fra det hæderkronede kikse-mærke Oxford er stærkt på vej tilbage til supermarkedernes hylder.

Mærket har i mange år været ejet af fødevare-koncernen Kraft Foods, men har ikke været anvendt siden 2010. Kraft Foods står nemlig også bag mærket Lu og har foretrukket at sælge alle sine kiks under dette navn.

Nu har en tidligere afdelingschef i Kraft Foods, Lasse Vinderslev, imidlertid overtaget Oxford-navnet og startet en produktion af velkendte produkter som Marie Kiks og Digestive samt en række nye økologiske kiks. Også Nordisk Tapas hører til sortimentet.

Planer om nordjysk produktion


Foreløbig er der dog ingen udsigt til, at Oxford Biscuits’ tidligere fabrik i Hjørring, der lukkede i 2004, genopstår. Produktionen af kiks finder nemlig sted i Holland og på Bornholm, hvor Lasse Vinderslev har indgået aftaler med en række bagerier.

- Vi har dog planer om også at starte en produktion op i Nordjylland senere på året, oplyser Lasse Vinderslev.

De nye Oxford-kiks er allerede ved at blive distribueret til flere danske supermarkedskæder, heriblandt også kæder under Coop og Dansk Supermarked. For distributionen står Thisted-firmaet Nordthy.

Lasse Vinderslev har en lang erfaring i branchen som tidligere medarbejder i både Kraft Foods, Beauvais og gennem de seneste to år kikseproducenten Bisca, hvor han var salgschef.

- Ærgerligt


- Der er ikke mange, der ved, hvad Bisca er, men hele 37 procent af danskerne kan stadig huske navnet Oxford og Marie-kiksene. Jeg syntes, det var ærgerligt ikke at udnytte så stor en kendskabsgrad, og derfor besluttede jeg at genoplive mærket, forklarer direktøren.

At det sker nu, hænger sammen med, at der er en fem års ”aktiveringspligt” på varemærker.

- Jeg søgte Varemærkestyrelsen om lov til at benytte Oxford-navnet, og da Kraft Foods ikke gjorde indsigelse, var der grønt lys, fortæller Lasse Vinderslev.

I første omgang er Oxford-kiksene at finde i omkring 100 supermarkeder landet over. I løbet af de kommende måneder skal salgstallene så vise, om forbrugerne stadig elsker Marie og de andre kiks fra Oxford.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078