23948sdkhjf

Jeka Fish på helt nyt spor efter Cimbric-køb

Udviklingen går mere og mere i retning af convenience-måltider
Selv om vådsaltede torsk, solgt i bulkpartier, stadig er hjørnestenen i forretningen, er Jeka Fish i Lemvig næsten ikke til at kende igen i forhold til for bare seks år siden.

Torskene har fået selskab af både skaldyr og færdiglavede retter, og Lemvig-virksomheden arbejder konstant på at udvikle nye varianter, nye opskrifter og nye størrelser.

- For nogle år siden kunne vi jo se, at vores branche bliver mere og mere globaliseret, og at man skal være bedre og bedre for at overleve. Vi indså, at hvis vi skulle have en fremtid, så var vi nødt til at udvikle os, konstaterer Jeka-direktør Halldór Arnarson.

Jeka begyndte de nye tider med at købe den nordjyske rejeproducent Cimbric i 2010 og flytte fabrikken til Lemvig for at udnytte synergi-mulighederne.

Dermed havde man en helt ny produktportefølje med rejer og andre skaldyr, og dermed også for første gang et marked i Danmark.

- Vi solgte stort set intet i Danmark før Cimbric kom til - vores bulk-torsk gik kun til lande som Spanien, Italien og Frankrig, og typisk i 25-kilos kasser. Siden da har markedet ændret sig, så nu laver vi også kasser med tre-fem kilo og kommer nok også ned i 400-500 gram. Det er en udvikling, der har været i gang de seneste par år, og med de mindre enheder bliver Danmark også mere interessant hvad angår torskene, nævner Halldór Arnarson.

De helt store fremtidsmuligheder ser han og forretningsudvikler Lasse Kristensen dog på det hastigt voksende conveniencemarked, hvor Cimbric er godt i gang med at arbejde sig ind i detailbutikkerne med brandet Havet's. Det sælges hos Coop og består af en stribe bæredygtige fiske- og skaldyrsprodukter, som forbrugeren lynhurtigt kan tilberede.

Meget stort potentiale

- Vi tror, at der er et meget stort potentiale dér - eller rettere sagt: Det ved vi. De nye forbrugere har ikke tid til at forberede fiskeprodukter, så nu gør vi det for dem, bemærker Lasse Kristensen.

- Ja, Havet's er fremtiden. Vi vil gerne beholde bulk til eksport som vores kerneforretning, og det udgør nok omkring 85 procent af omsætningen i dag. Om nogle år vil det måske kun være 60 procent, og så 40 procent på convenience-produkterne, supplerer Halldór Arnarson.

Allerede inden lanceringen af Havet's-brandet havde Cimbric succes med at lave fiskefrikadeller - ifølge Lasse Kristensen ikke mindst fordi frikadellerne fra Lemvig har Danmarks højeste fiskeindhold på 90 procent. I dag er der både fiskeburgere, laksefrikadeller, rene torskefrikadeller og torskefrikadeller med rejer og chili med i sortimentet, og en stribe nye produkter er på vej.

- For eksempel en torskemørbrad i alubakke med sauce. Forbrugeren skal bare pille folien af, hælde saucen over og varme det op, nævner Lasse Kristensen.

Han er ikke i tvivl om, at det også hører med til succeshistorien, at alle produkter fra Jeka og Cimbric er bæredygtige, og at der er tale om linefanget torsk fra hovedsageligt Alaska. Lemvig-koncernen forarbejder hvert år 7.000-8.000 tons torsk, mens rejer og andre skaldyr løber op i cirka 1.000 tons.

Ud over Cimbric ejer Jeka-koncernen også 51 procent af aktierne i den lokale østersvirksomhed Oyster Boat, der opdrætter Limfjordsøsters.

Tilsammen havde Jeka Fish, Cimbric og Oyster Boat sidste år en omsætning på cirka 280 millioner kroner.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096