23948sdkhjf

Uhumsk cateringfirma lukket af Fødevarestyrelsen

Firma ved Skive har fået sundhedsskadelige fødevarer overhældt med grøn destruktionsvæske
Fødevarestyrelsen advarer forbrugere mod fødevarer, der er købt fra adressen Viborgvej 26 i Skive.

Her fandt Fødevarestyrelsens Rejsehold søndag blandt andet en ulovligt slagtet "grill-gris", som hverken før eller efter slagtning har været underlagt den lovpligtige dyrlægekontrol. Det kan derfor ikke udelukkes, at grisen kan have været syg på slagtetidspunktet, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Snavset udstyr og gamle madrester


Ud over grisen fandt Fødevarestyrelsen også særdeles uhygiejniske lokaler brugt til fødevareproduktion, snavset udstyr og inventar med ansamlinger af både gamle madrester, skidt og skimmel.

I forbindelse med kontrollen fandt rejseholdet også en oksesteg, en skinke og andre fødevarer, der blev overhældt med grøn destruktionsvæske.

Rejseholdet konstaterede desuden, at der blev opbevaret rottegift i et lokale i umiddelbar tilknytning til de lokaler, hvor ejeren af ejendommen fremstillede fødevarer.

Stopper helt

Fødevarestyrelsen opfordrer forbrugere, der har købt fødevarer fra adressen, til at kassere varerne eller levere dem tilbage, da de er produceret under stærkt uhygiejniske forhold og kan være sundhedsskadelige.

Ifølge Skive Folkeblad er det 72-årige Preben Neess, der har løst catering-opgaver fra adressen.

- Jeg kan bekræfte, at Fødevarestyrelsen har været på besøg, og beklager at forholdene på rengøringsområdet ikke er fundet tilfredsstillende. Jeg har med øjeblikkelig virkning stoppet produktionen og agter ikke at fortsætte, siger Preben Neess til Skive Folkeblad.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125