23948sdkhjf

Romskib til København med 704 flasker rom

50 liter Skotlander-rom er fordampet efter halvandet år på havet
Når træskonnerten Mira bygget i 1898 lørdag rammer København, er det med lastrummet fyldt med dansk rom. Rommen har sejlet på de danske farvande i forseglede egetræstønder i halvandet år og har netop vundet guldmedalje ved verdens største romfestival.

Skibet indeholder hele 704 flasker rom, som netop har taget førstepladsen ved verdens største romfestival. Festivalen regnes for det uofficielle verdensmesterskab i rom. Rommen har de seneste to år været lagret på egetræstønder på Mira, der har sejlet 1.400 sømil eller knap 2.600 kilometer rundt i de danske farvande, mens rommen er modnet og har taget smag fra egetræstønderne og det danske klima.

Meget koncentreret

- Vi lagde 400 liter rom ombord, men her to år senere er der nu kun 350 liter tilbage, fordi resten er fordampet. Resultatet er imidlertid en helt utroligt koncentreret rom, siger Anders Skotlander, direktør i Skotlander Rum.

Da europæerne for 200 år siden fragtede rom fra Caribien til Europa, foregik det også ved hjælp af egetræstønder. Når rommen var fremme, havde den fået ekstra sødme og farve fra træet.

- Vi havde en idé om, at temperaturudsving og søens bevægelser ville tilføre rommen noget helt særligt. Det har nu vist sig ikke at være grebet ud af den blå luft, siger Anders Skotlander.

Guldmedalje

To smagsprøver af skibsrommen blev sendt til Miami Rum Festival, og i april kunne festivalen offentliggøre, at rommen havde vundet guldmedalje i kategorien "Overproof", altså rom hvor alkoholstyrken er over 50 procent. Den danske rom besejrede overraskende 10- og 20-års rom fra Caribien, der normalt løber med priserne.

Udlandet har fået øjnene op for dansk spiritus, og det mærker det danske romfirma.

- Udlandet elsker dansk spiritus, der er lagret i det kølige, nordiske klima. De har alle sammen smagt de traditionelle, tunge, caribiske rom. Men nu vil de have noget mere rent, og det kan vi give dem i Danmark, siger Anders Skotlander.

Skotlanders 705 flasker skibsrom koster 1.500 kroner stykket. Knap 600 er solgt på forhånd.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062