23948sdkhjf

Fødevaresvindel koster danske producenter millioner

Danske fødevaremærker bliver i stigende grad kopieret og misbrugt
Piratkopiering og svindel med fødevarer er et stigende globalt problem. Det viser Europol og Interpols seneste koordinerede aktion mod fødevaresvindel i 60 forskellige lande, med navnet OPSON 5. Det er femte gang aktionen mod fødevaresvindel gennemføres, og hver gang er antallet af konfiskerede fødevarer vokset.

- De stigende priser på mad og fødevarekædens globale natur tilbyder en mulighed for kriminelle til at sælge forfalsket mad i en multimilliard, kriminel industri, som udsætter forbrugeren for en seriøs sundhedsrisiko, siger Chris Vansteenkiste, leder for Europols afdeling for internationale rettigheder.

Den stigende tendens til fødevaresvindel kan man nikke genkendende til hos Dansk Industri (DI), hvor man længe har efterspurgt en øget indsats som fødevaresvindel.

- Hvis man har et stærkt brand og er veletableret, så stiger risikoen for at blive kopieret. Vi ser en generel trend, både i Europa og Asien med øget svindel og kopiering af fødevarer, siger Lars Holm Nielsen, chefkonsulent i DI.

Falsk merchandise i omløb

Det er organiserede kriminelle, der står bag fødevaresvindlen, og ofte bliver overskuddet fra fødevaresvindel brugt til at finansiere andre former for kriminalitet.

Fidusen er ofte at ombytte en dyr ingrediens med en billigere uden at oplyse forbrugerne om det og derved score gevinsten fra den overpris, forbrugerne betaler for en billigere eller forfalsket vare. Alternativt sker der en regulær kopiering af eksempelvis danske brands.

Det har Tulip blandt andet oplevet i Asien, hvor deres konserves-kød er populært og anses for eksklusive højkvalitetsprodukter.

- Problemet vokser helt sikkert, og forfalskningerne bliver flere og mere avancerede. Det er svært at sætte et beløb på, hvor meget vi mister i omsætning, fordi vi ikke kender det konkrete omfang af forfalskningerne. Det er oftest vores lokale distributører, der gør os opmærksomme på kopiprodukter, og så samarbejder vi med de danske ambassader i landet og de lokale myndigheder om at få stoppet produktionen, siger Michael Ravn, kommunikationsansvarlig i Tulip.

Faktisk er Tulip-brandet så stort, at Tulip har oplevet, at der er blevet trykt falsk merchandise med firmaets logo på T-shirts.

- Det er selvfølgelig positivt, at vi har så attraktivt et brand, at folk vil gå i T-shirts med vores logo. Men vi er meget bekymrede for de forfalskede Tulip-produkter. Uover tabt fortjeneste, så risikerer vi, at vores kompromisløse tilgang til fødevaresikkerhed bliver kompromitteret at kriminelle, siger Michael Ravn.

Mere efterforskning af bagmænd

Selvom Interpol og Europols fælles aktion konfiskerede over 10.000 ton falske fødevarer, så er det sjældent, at bagmændene bag bliver kendt skyldige.

- Vi så gerne, at myndighederne opprioriterer efterforskningsindsatsen mod fødevaresvindel, og dermed ramme de reelle bagmænd hårdere. De kriminelle bagmænd har udsigt til at tjene mange penge med lav risiko på forfalskede fødevarer, siger Lars Holm Nielsen.

Hos Kelsen Group, der producerer butter cookies til især Asien og USA, kender man også alt for godt til forfalskninger og kopiprodukter.

- Vi oplever flere forfalskninger, hvor man tager vores design og indpakning, og så putter billigere og dårligere småkager i dåserne. Nogle laver direkte kopier, mens andre lige vender et bogstav omvendt i logoet eller lignende, siger Brian Rønsholdt, CEO i Kelsen Group.

Kopi-tvister kan også være i en mere avanceret form. Kelsen Group har anlagt sag mod indonesiske Mayora – der sælger butter cookies under navnet Danisa – for falsk markedsføring og kopiering. Sagen er anlagt hos de kinesiske myndigheder, og retssagen er endnu undervejs.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094