23948sdkhjf

Investerer millioner i ny linsefabrik

Carletti investerer i en stor ombygning af sin linsefabrik i Skødstrup ved Aarhus, så Carletti kan leve op til mejeriindustriens høje hygiejnekrav.
Det er blandt andet ambitionen om at kapre endnu større lunser af markedet for chokoladelinser til mejerindustrien, der nu får Carletti til at investere adskillige millioner i en større ombygning af sin linsefabrik.

Kort fortalt går øvelsen ud på at samle støbning, dragering og pakning ét sted på fabrikken i Skødstrup, så Carletti lettere kan leve op til mejeriindustriens nidkære hygiejnekrav.

”Vi har i forvejen et højt hygiejneniveau, men vil gerne endnu højere op, for mejerierne har altid været vant til en anden standard, da de arbejder med bakterier,” siger Carlettis produktionsdirektør Benny Poulsgaard.

Andre af Carlettis produkter som skumbananer og pålægschokolade fremstilles allerede inline, altså samtlige delprocesser samlet på én fuldautomatisk linje. Det er også den vej, man vil gå med linserne, men der er noget vej endnu.

”Vi tror ikke, at vi fra dag ét kan lave alle processer inline, men når nu vi arbejder med det aktivt, tror vi, at vi kan forbedre logistikken og dermed produktiviteten. Så hvem ved, om vi måske på et tidspunkt kan arbejde med støbning, dragering og pakning inline. Det er i hvert fald ambitionen.”

Pakning er en udfordring

Mens mange delprocesser i Carlettis produktion er helt eller delvist automatiseret, mangler Carletti stadig at tage meter, når det gælder automatiseringen af lager og logistik, erkender Benny Poulsgaard. Men det er ikke så let.

”Det, som er lidt besværligt i forhold til det dansk marked, er, at man ofte sælger varerne på display, det vil sige som kvartpaller, der ofte er sammensat af forskellige produkter – så der ligger stadig en manuel pakkeopgave i det. Det kigger vi på at automatisere, men det er svært. Men jeg tror, vi kan komme derhen på et tidspunkt.”

Én mulig teknologi kunne være AGV, Automated Guided Vehicles. Det er da også en teknologi, Carletti har på radaren, fortæller Benny Poulsgaard.

”Teknologien findes, så det er et spørgsmål om, hvorvidt der er en god tilbagebetalings-case. Og hvor vi gerne vil bruge vores penge henne. Skal vi investere penge i processer til at forbedre produkterne og øge vores salg, eller skal vi investere i automation? Og lige nu synes vi, det giver bedre mening at investere i produktionen.”

Men er de her højere sukkerafgifter ikke også med til at indsnævre jeres muligheder for at investere? Altså man skal vel virkelig tænke sig om?

”Det er ikke noget, vi diskuterer i forhold til vores investeringer. Det handler bare om, at vi har en pose penge til rådighed hvert år, og vores investering i det nye fabrikslayout er en relativt stor investering. Så det er der, vi fokuserer vores kræfter nu.”
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11