23948sdkhjf

Modularitet i forsyningskæden er afgørende for nærheden til kunden

En høj grad af automation er nøglen til en rentabel produktion, men som slikproducent til detailhandlen må automationen heller ikke blive en hæmsko for fleksibilitet
I 2007 stod der 15 mand ved linjen og pakkede skumbananer på Carlettis fabrik i Skødstrup. I dag er de fire mand, som primært betjener de seks robotter langs den fuldautomatiske linje. Der er stort set ikke én menneskehånd, der rører ved en skumbanan fra støbning til overtrækning.

Det er den slags teknologiske spring, der har gjort, at fabrikken har øget produktiviteten – her forstået som producerede kilo per mandetime – med 35-40 procent siden 2009.

Som produktionsdirektør Benny Poulsgaard selv udtrykker det, kan han ikke gøre så meget ved hverken de stigende sukkerafgifter i Danmark eller de galopperende stigninger på råvarepriser – men han kan gøre noget ved eksempelvis lønandelen i Carlettis produkter eller emballageprisen.

Skal kunne rykke hurtigt

Automation er én af de knapper, man kan dreje på for at reducere begge nævnte omkostningsfaktorer, og den benytter Carletti sig da også af, fortæller Benny Poulsgaard. På Carlettis produktion af chokoladelinser udgør lønandelen allerede i dag kun en lille del af kostprisen.

Men omvendt må automationen heller ikke betyde, at Carlettis produktion bliver for statisk og mister fleksibilitet. Koncernens vigtigste værdi er ifølge Benny Poulsgaard kundeorienteringen, og man satser massivt på at kunne rykke hurtigt, hvis muligheden for en kampagne opstår.

- Jeg siger altid til vores sælgere, at opstår der en mulighed for at lave en kampagne tre dage senere, må de ikke sige nej. Så må de hellere udfordre os på vores supply chain. Den fleksibilitet og dynamik, der ligger i at være kundeorienteret, går vi meget op i.

Hurtige skift mellem pålægschokolader

Én af Benny Poulsgaards kæpheste er derfor, at Carlettis forsyningskæde – herunder selve produktionen – skal være så modulær som muligt, så man med få dages varsel kan levere for eksempel 100 kvartpaller til Bilka eller enhver anden kunde.

-Jeg prøver at bygge noget modularitet ind i vores forsyningskæde. Forstået på den måde, at det kan godt være, kundens vare ikke ligger klar her og nu, men hvis du har delprodukter liggende, kan du hurtigt strikke noget sammen. Så vi prøver at have nogle varer klar, som ikke er kundetilpasset til de enkelte butikker, men hurtigt kan blive det, forklarer Benny Poulsgaard.

Det kommer også til udtryk i sådan noget som pålægschokoladeproduktionen.

Carletti fremstiller i dag rundt chokoladepålæg med diverse tryk i chokoladen – under EM til sommer vil man som eksempel trykke fodbolde – og derfor har man udviklet en produktionsmetode baseret på stempelmaskiner med udskiftelige prægehoveder. Derved kan operatøren forholdsvis enkelt og hurtigt – på godt og vel en times tid – nøjes med at skifte prægehovedet frem for alle stempler.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.068