23948sdkhjf

Dansk spitzenklasse til tyske fødevare-forbrugere

10 danske fødevarevirksomheder forbereder nyt tysk eksportfremstød i denne uge.
Tyske forbrugere vil have ’spitzenklasse’, og prisen på fødevarer er ikke længere det mest afgørende. Trenden går imod kvalitet, bæredygtighed og sundhed.

I det lys drager en delegation – bestående af 10 danske fødevarevirksomheder med nicheprodukter af høj kvalitet – den 9. – 10. juni til et intensivt og eksklusivt markedsbesøg til Hamborg. Formålet er at få et større og bedre indblik i det tyske fødevaremarked, og dermed knække koden til et succesfuldt eksporteventyr.

- Du kan ikke komme til Tyskland med helt almindelige fødevarer uden at kæmpe med andre store producenter, som sandsynligvis er billigere end dig selv. Men du kan tage Tyskland med storm, hvis du har en spændende produktion af fødevarer, som er af høj kvalitet og produceret med omtanke for miljø og dyrevelfærd, siger ankermand på markedsbesøget, Andreas Cæsar Møller Jensen, Syddansk Fødevareklynge.

Turen byder blandt andet på besøg hos nogle af de eftertragtede Edeka-butikker, som har eget indkøb, og så et spændende besøg i et helt nyt incubator- og acceleratormiljø, som kan hjælpe nye producenter i gang med salget i Tyskland.

Succesrige afsætningskanaler med e-handel er også på programmet og til de få ledige stunder på to dage er der spækket med spændende butiksbesøg, som giver virksomhederne et klart billede af konkurrentsituationen, priser, hyldemeter med mere.

Markedsbesøget er én af de mange eksportaktiviteter, som Syddansk Fødevareklynge arrangerer i samarbejde med Food Network. Og det er blevet taget godt imod ude hos virksomhederne.

- Der har været en overvældende efterspørgsel på at deltage i besøget. Det tyder heldigvis på, at mange niche virksomheder har fået smag på eksport, og nu er klar til at gå ind på nye markeder, siger Andreas Cæsar Møller Jensen.

Det er ikke lykkedes for Food Supply at få oplyst hvilke ti virksomheder, der er tale om.






Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079