23948sdkhjf

Slagter Lampe fordobler pølsemageriet

Stigende efterspørgsel kræver nyt byggeri uden flaskehalse
En stigende efterspørgsel på Slagter Lampes pølser både herhjemme og syd for grænsen får nu familievirksomheden i Haderslev til at udvide sit pølsemageri-areal til det dobbelte.

Slagter Lampe er således i gang med at bygge et nyt pølsemageri uden for Haderslev, hvor der bliver op imod 6.000 kvadratmeter. I de nuværende bygninger er der cirka 2.500 kvadratmeter.

- Vi har i nogle år haft for lidt plads, og der er flaskehalse hele vejen rundt i virksomheden. Det er vi nødt til at gøre noget ved, siger direktør Steen Lampe.

- Vores salg er steget støt i årevis, og specielt de seneste to-tre år har det virkelig taget fart med stigninger på 10-15 procent om året, tilføjer han.

Plads til eksperimenter

I nybyggeriet bliver der blandt andet plads til flere nye rygeovne og tørrerum til salamierne, hvoraf nogle skal tørre i otte uger. Der bliver også mere plads til at eksperimentere og dyrke det gode håndværk, som Steen Lampes farfar og far har gjort før ham, påpeger han.

Det nye byggeri forventes at være færdigt i begyndelsen af 2017, men prisen ønsker Steen Lampe ikke at sige noget om.

- Jeg vil hellere tale om vores pølser. Jeg kan kun sige, at det er en større investering, men at det også er en rigtig investering, siger pølsemageren.

Blandt de nyeste aftaler, der trækker salget i den rigtige retning, er, at Slagter Lampes pølser nu kommer med i en tysk gourmetpakke, som en online delikatesseleverandør sender ud til kræsne tyske forbrugere hver måned.



Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141