23948sdkhjf

Fynsk chokoladefirma i en bølgedal

Konnerup & Co. erkender: "Vi har ikke været dygtige nok"
Chokoladevirksomheden Konnerup & Co. på Fyn må efter en årrække med stigende omsætning og overskud erkende, at det gik tilbage i 2015.

Året gav et tab på knap 650.000 kroner før skat, hvor der i 2014 var et plus på 775.000 kroner.

- Vi arbejder i et omskifteligt marked og har ikke været dygtige nok til at tilpasse vores omkostningsstruktur til de ændrede spilleregler, konstaterer ledelsen i årsrapporten.

Selskabet har tabt mere end halvdelen af anpartskapitalen, og selskabets fortsatte drift er betinget af, at bank og andre eksterne kreditgivere stiller den fornødne kapital til rådighed.

- Vi forventer, at dette vil ske, fastslår ledelsen.

Nedgang i specialbutikker

Selskabet er ejet i fælleskab af Henrik Konnerup Damgaard og Jesper Bo Knudsen. Sidstnævnte fortæller til Fyens Stiftstidende, at der er to årsager til det dårlige 2015: Dels sygdom i ledelsesgruppen, dels svigtende omsætning i de mange specialbutikker, som sælger Konnerups chokolader.

- Vi havde vækst i B2B-markedet - altså firmagaver og den slags - og omsætningen voksede også i vores butik i Vester Åby. Men ude i specialbutikkerne er konkurrencen fra dagligvarebutikker blevet markant hårdere. De er blevet rigtigt dygtige til at indrette specialafdelinger, der er på samme niveau som specialbutikkerne, siger Jesper Bo Knudsen til avisen.

Han forsikrer, at ejerne gør, hvad der skal til for at komme ovenpå igen, og at en række nye tiltag er på vej.

Som følge af nedgangen har Konnerup & Co. måttet skære antallet af medarbejdere ned fra 15 fuldtidsansatte i 2015 til nu otte.



Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064