23948sdkhjf

Ny vækstplan skal booste dansk fiskeproduktion

Akvakultur bliver støttet med 87 millioner kroner
Forbrugerne efterspørger flere fisk, men produktionsniveauet i den danske sektor for akvakultur har stået stille de seneste 25 år. Det skal der ændres på nu, mener Folketingets blå blok, som netop er blevet enig om en vækstplan med 87 millioner kroner til vækst-indsatser i akvakultursektoren.

Akvakultur er den hurtigst voksende fødevaresektor i verden. Branchen i andre lande er vokset med cirka syv procent om året siden år 2000, men danske producenter har set på, mens de ekstra eksportkroner er gået til konkurrenter i andre lande, skriver Miljø- og Fødevareministereuet i en pressemeddelelse..

Derfor er regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti blevet enige om vækstplanen, hvor de 87 millioner kroner i perioden 2016-17 skal gå direkte til indsatser, som skal bidrage til vækst i den danske akvakultursektor.

Flere eksportkroner

- Der er hårdt brug for tiltag, der udvikler akvakultursektoren, så den kan producere flere og mere bæredygtige fisk. Vi hjælper med at finde plads til nye havbrug, hvor miljøet er robust nok til det, og vi har afsat en ekstra kvælstofkvote til de mest moderne og miljøvenlige dambrug, som producerer med den mindste miljøbelastning. Det vil ikke alene skaffe eksportkroner hjem til Danmark, det vil også skabe arbejdspladser i vores landdistrikter, hvor produktionen primært er, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i pressemeddelelsen.

Vækstplanen giver mulighed for en øget produktion med op til 36.000 flere tons fisk mod de 40.000-45.000 tons fisk, som sektoren har produceret de seneste 25 år.

Den primære kilde til merproduktion blev aftalt i Fødevare- og landbrugspakken, hvor man afsatte og målrettede en ekstra kvælstofkvote til dambrugssektoren og blev enige om at udpege placeringer til nye havbrug.

Plads til flere havbrug

Med vækstplanen er aftaleparterne enige om at finde lokaliteter til placering af nye havbrug. Det er allerede afklaret, at havmiljøet i Kattegat er robust nok til en merproduktion på op til 16.000 tons fisk, og partierne har aftalt at mødes til nye drøftelser, hvis der opstår råderum for øget produktion i andre farvande.

De nye anlæg forventes at kunne være klar til udsætning af fisk og produktion i foråret 2018.

Branchen vurderer ifølge ministeriet, at vækstplanens samlede initiativer kan øge beskæftigelsen i primærsektoren og følgeindustrier med op til 1.000 nye danske arbejdspladser og øge eksporten med 500 millioner kroner.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078