23948sdkhjf

Agri-Norcold fokuserer på vækst efter opkøb

Tre nye frysehuse giver frysevirksomheden flere muligheder
De danske konkurrencemyndigheder har netop godkendt Agri-Norcolds køb af Bring Frigos frysehusaktiviteter i Danmark - en handel, som blev aftalt for et halvt års tid siden.

Købet af Brings frysehuse i Kolding, Avedøre og Horsens tilfører 150 nye medarbejdere og gør Agri-Norcold til Danmarks største operatør inden for frosne fødevarer.

- Med købet af Bring Frigo på plads har vi i mine øjne det optimale set-up til at kunne vokse organisk i Danmark. Først og fremmest har vi kapaciteten til at kunne håndtere de helt store kunder, og samtidig kan vi løse alle opgaver inden for håndtering af frosne fødevarer, siger Jan B. Nielsen, der er administrerende direktør for Agri-Norcold.

Med overtagelsen af Bring Frigo har Agri-Norcold nu en frysekapacitet på over en million kubikmeter og 270.000 pallepladser. Samtidig får Agri-Norcold med opkøbet et nyt ben på forretningen. Virksomheden skal nu også servicere den danske dagligvarebranche.

- Bredere og skarpere

- Hidtil har vi udelukkende fokuseret på at håndtere hele paller, som skulle på frostlager eller indfryses og så sendes videre i containere. Fremover kan vi også plukke kasser med frostvarer fra hele paller og pakke dem for blandt andre de store dagligvarekæder. Vi kan med andre ord tilbyde vores kunder både bredere og skarpere løsninger inden for fødevarelogistik, siger Jan B. Nielsen.

Agri-Norcold har Frode Laursen A/S og Danish Crown som ejere. Med overtagelsen af Bring Frigo får virksomheden ialt omkring 400 medarbejdere fordelt på 13 afdelinger i Danmark.

- Nu skal vi have smeltet de to virksomheder sammen, så vi kan opnå en endnu bedre udnyttelse af den samlede kapacitet. Sideløbende vil vi fortsat se på muligheden for at udvikle vores forretning, og i den sammenhæng ser vi på mulighederne for at udnytte vores knowhow og kompetencer uden for Danmarks grænser, siger Jan B. Nielsen.



Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063