Bedre sommervejr godt for Royal Unibrew
Også kampagne i Finland med til at øge indtjeningen
Det konstaterer bryggerikoncernen i sit halvårsregnskab, som viser, at nettoomsætningen steg med otte procent og nåede op på knap 3,2 milliarder kroner, næsten 200 millioner mere end i samme periode sidste år. Nettoresultatet blev på 364 millioner kroner mod 322 millioner i første halvår 2015.
Ifølge Royal Unibrew er det ikke mindst bedre vejr i Nordeuropa end i 2015, det udvidede samarbejde med PepsiCo i Danmark og Baltikum samt en ekstraordinær kampagneaktivitet i Finland, der har været med til at skabe de forbedrede resultater.
- Vi er tilfredse med det forsat positive momentum i omsætning og indtjening på trods af udfordrende markedsforhold på flere markeder. Det er drevet af en stærk kommerciel agenda samt et højt innovationsniveau, konstaterer administrerende direktør Henrik Brandt i regnskabet.
- Vi oplever, at forbrugere i dag er mere eksperimenterende og søger større variation, hvilket inden for craft-beer har ledt til succesrige mærkelanceringer i Danmark som Schiøtz og Lottrup sidste år og senest Albani Mosaic IPA og Tivoli Beer i år, tilføjer han.